Ny guidet tur bringer De Glemte Broer til live
SÆBY: Nu bliver historien om De Glemte Broer levende.
En ny guidet vandretur inviterer både lokale og besøgende til at opleve Sæby fra en ny vinkel, hvor natur, kultur og lokalhistorie smelter sammen langs Sæby Å.
Det skriver Toppen af Danmark i en pressemeddelelse.
Bag projektet står en arbejdsgruppe med 10 ildsjæle under Sæby Erhvervsforening, som gennem flere år har arbejdet målrettet for at sætte fokus på de historiske broer og de mange fortællinger, der knytter sig til dem.
Idéen opstod med ønsket om at gøre de oversete broer til et samlende vartegn for Sæby. Arbejdsgruppen har kortlagt historien, udviklet konceptet og skabt en oplevelse, der giver nyt liv til byens kulturarv.
På den cirka fem kilometer lange vandretur krydser deltagerne ti historiske broer gennem Sæbys smukke bøgeskov og langs Sæby Å.
Undervejs fortælles historien om byens udvikling, naturen og de mennesker, der gennem århundreder har sat deres præg på området.
Ruten begynder ved Voldgravsbroen ved Sæbygaard Slot og fortsætter forbi Humlebroen, den gamle nittede jernbanebro, Guldalderbroen, Skovlystbroen, betonkonstruktionen ved Musefælden, Jernbanebroen, Langebro, Møllebroen ved den historiske vandmølle, Adda Ravnkildes Bro og slutter ved den ikoniske Røde Bro ved havnen.
Hver bro åbner et nyt kapitel i fortællingen om Sæby.
De Glemte Broer handler ikke kun om broer, men også om forbindelser – mellem skov og by, mellem fortid og nutid og mellem de mennesker, der gennem generationer har været med til at forme Sæby.
Historien bliver levende
Hos Toppen af Danmark glæder man sig over, at visionen nu er blevet til en guidet oplevelse, som gør fortællingerne levende for både gæster og lokale.
- Vi er utrolig glade for, at både gæster og lokale nu får mulighed for at opleve de mange fortællinger, der gemmer sig langs Sæby Å. De Glemte Broer er et godt eksempel på, hvordan stærke lokale kræfter kan skabe nye oplevelser med afsæt i områdets historie og natur. Det er netop den type autentiske oplevelser, som flere og flere efterspørger, siger Nicolai J. Nissen, turistdirektør i Toppen af Danmark.
Den guidede tur varer cirka tre timer, foregår på dansk og henvender sig til alle, der har lyst til at opleve Sæbys historie, natur og kultur på en anderledes og nærværende måde.