22-årige Tobias Vasant Hansen overtager lokalerne hvor Essens holder til nu og åbner Restaurant Sæson til januar.
Mad & Drikke

Efter Essens-flytning: 22-årige Tobias åbner ny restaurant

Det bliver med fokus på sæsonens råvarer, det lokale og gode oplevelser, når Tobias Vasant Hansen åbner sin egen restaurant i de lokaler, der tidligere husede Essens

08. december 2022 kl. 10:04

FREDERIKSHAVN: Restaurant Essens flytter inden længe ud på Essens Gaarden nær Understed.

Men det betyder ikke, at lokalerne i Danmarksgade 69 kommer til at stå tomme. Tværtimod.

Her åbner 22-årige Tobias Vasant Hansen nemlig Restaurant Sæson 25. januar.

Se også
Kendt fiskerestaurant flytter fra havneby og ud på landet

Han er udlært på Essens oktober sidste år, og bliver kaldt landets lykkeligste kokkeelev. Og glad er han også, da vi taler med ham.

- Det er da lidt vildt, at jeg i en alder af 22 år får lov at opleve, at min største drøm går i opfyldelse, fortæller den kommende restauratør og uddyber:

- Jeg har altid drømt om mit eget sted, men jeg troede, det ville ske, når jeg blev lidt ældre. Men det magede sig således, at Tonny Kristensen (nuværende ejer, red.) og jeg var ude at køre tilbage i marts. Jeg tror, vi skulle hente viskestykker, og så spurgte han, om ikke jeg ville have mit eget sted. Og så har vi gået og talt frem og tilbage om det indtil nu, hvor det altså bliver en realitet.

De fire årstider

Tobias Vasant Hansen er født og opvokset i lokalområdet. Som han selv siger det - Sæbynit helt ind til benet.

Han blev som nævnt udlært på Essens sidste år, og det var med fire 12-taller og en guldmedalje.

Et lille stykke tid endnu hedder lokalerne i Danmarksgade stadig Restaurant Essens. Men til årsskiftet overtager Tobias Vasant Hansen, og så åbner Restaurant Sæson sidst i januar.

Han ved godt, at der er en arv at løfte i lokalerne i Danmarksgade, men den udfordring er han mere end klar på.

- Jeg overtager lokalerne 1. januar, og så begynder arbejdet med at renovere restauranten. Der skal skabes en ny sjæl og en ny atmosfære. Gæsterne skal jo vide, at det er en ny restaurant - min restaurant, så de ikke får det indtryk, at det er Essens de besøger, siger han.

Således skal der være en rød tråd, som lægger sig tæt op ad navnet Restaurant Sæson.

- Det skal forstås som de fire årstider, og min idé er, at inddele restauranten i fire sektioner. Men ikke sådan, at vinter er jul og sommer er Hawaii, men mere sådan, at ved indgangen er det sommer, ved det åbne køkken forår, ved det træ som står i et af lokalerne efterår og den sidste del af restauranten vinter.

- Men det er jo også, at jeg er udlært i at bruge lokale råvarer og det vil jeg bygge videre på. På den måde bliver maden også sæsonbetonet.

Tegningen her bliver trykt på forsiden af menukortet og følger den røde tråd med de fire årstider.

Grøntsagerne skal derfor høstes fra markene ved Essens Gaarden, og Tobias planlægger at have øl fra Sæby Bryghus.

Og i det hele taget bruge lokale leverandører. Også til indretningen hvor der påtænkes naturbilleder taget af lokale fotografer.

Blå bog: Tobias Vasant Hansen

  • Udlært kok hos Restaurant Essens oktober 2021.
  • 22 år og født og opvokset i Sæby.
  • En stor del af elevtiden gik med konkurrence træning.
  • Var til Nordjyske Mesterskaber for kokkeelever i 2019, hvor han vandt en 2. plads sammen med sin makker.
  • Blev udlært med fire 12-taller og en guldmedalje.
  • Var i år nomineret til Oluf Brønnums Fonds Talentpris.

Mere alsidig menu

Det er ikke kun lokalerne, som får en overhaling. Det samme gør menukortet.

- Fisk har jo været i fokus her, og det kommer også til at være på menuen, men det bliver mere alsidigt. Med kød, fjerkræ, vildt og skaldyr på menuen. Men det bliver - som navnet også gerne skulle signalere - sæsonaktuelle varer, og grøntsagerne bliver omdrejningspunktet, fortæller Tobias Vasant Hansen.

Og fortæller også, at noget dog bliver som det var engang.

- Der er nogle af tingene jeg også vil have. For eksempel skal der ikke være et fast menukort. Det er den fedeste måde at have til at kunne overraske gæsterne. De skal tage højde for, hvor sultne de er, og så tager jeg stilling til maden. Der er noget helt specielt over at servere en tallerken, man har kræset for til en gæst.

Tobias Vasant Hansen påtænker at have både tre- og femretters tilbud på kortet samt "det fulde udtræk af sæsonen" med vin og det hele.

Og han glæder sig til at åbne. Rigtig meget:

- I bund og grund vil jeg bare gerne lave virkelig god mad, som smager afsindig godt og have rigtig glade gæster som får en lykkelig oplevelse.

Annonceret indhold

Nyeste