Seneste nyt
Billede beskrivelse

70 år efter deres første skoledag, mødtes de igen

18. august 2026 kl. 10.02

SÆBY: Gensynsglæden var stor blandt de tidligere elever, der mødtes for at markere 70-årsdagen for deres første skoledag på Sæby Skole 12. august 1956.

Præcis på datoen, 70 år senere, mødtes cirka halvdelen af klasse A, dog ikke på deres gamle skole, for den er for længst blevet nedrevet, og på grunden er der opført boliger.

Efter en lækker frokost på restaurant Bella Firenze i Krystalgade spadserede de elleve elever og deres lærerinde Jytte Fabricius over Sæby Torv til den parklignende have på Hans Aabelsvej 2, der meget praktisk tilhører Jytte Fabricius og hendes mand Claus.

Her blev der budt på kagebord, kaffe og fællessang.

- Da vi mødtes, gik snakken, som var vi tilbage i skoletiden, og minderne tonede frem fra vores fælles skolegang, fortæller tidligere malermester i Sæby, Erling Petersen.

Billede beskrivelse

Kim Overby kom først med fra 3. klasse. Han kom fra en af Københavns vestegns skoler og mindes overgangen som meget anderledes.

Han var ikke bange for at betragte Sæby Skole som ”Den Sorte Skole”, idet han her oplevede en mere gammeldags skole med hårdere disciplin og en helt anden dialekt.

Sæby Kommunale Skolevæsen

Hvis man læser skoleinspektør Jørgen Nielsens beretning fra skoleåret 1956-57, vil man opdage, at pædagogikken, strukturen og adfærden har ændret sig en del i forhold til i dag.

For at sætte scenen mødte 1. A ind på Sæby Skole sammen med 632 andre elever, der primært kom fra den geografisk lille Sæby Købstad, der var beliggende som en eksklave omgivet af Volstrup Sogn på tre sider og Kattegat på den fjerde.

Skolens elever var fordelt mellem en grundskole (4. klassetrin), mellemskolen, der var opdelt i en eksamensfri eller en eksamensmellemskole (begge i 4 klassetrin), og realklassen (1. klassetrin) samt hjælpeskolen (2. klassetrin).

Interessen for at komme på havet for at fiske har sikkert i nogle tilfælde taget overhånd, hvorfor skoleinspektøren måtte skrive til forældrene, ”at det er af stor betydning for børnenes udbytte af undervisningen, at de møder udhvilede og veloplagte i skolen.

Billede beskrivelse

Det er derfor ifølge folkeskoleloven ikke tilladt forud for skoletiden at anvende undervisningspligtige børn til erhvervsmæssigt arbejde, det vil sige arbejde mod vederlag, udenfor hjemmet.

Som Shu-bi-dua senere skrev, så lærte de også i halvtredserne at skrive De med stort og vel at mærke med højre hånd. De ”kejthåndede” fik venligst, men bestemt, suppleret med et ryk i øret, lært at tage griflen eller pennen over i højre hånd.

Og når alle remser, tabeller og vers blev lært udenad, kunne det ikke blive bedre.

Skolen påtog sig dengang opgaven, at eleverne kunne spare op til deres konfirmation gennem en skolesparekassebog, som langt de fleste elever benyttede sig af.

I sommerferien kunne eleverne rejse gratis i Danmark med DSB.

For 70 år siden var udbredelsen af en række alvorlige sygdomme meget stor, hvilket gjorde, at skolelæge V. Asschenfeldt jævnligt kom på besøg for at undersøge og vaccinere for sygdomme og en lang række andre helbredsmæssige forhold.

Alle børn blev koppe- og calmettevaccineret og undersøgt for tuberkulose.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste