Foredrag, bogcafe og live musik: Retfærdighedens efterårsprogram er klar
SÆBY: For Retfærdighedens Venner har igen fået sammensat et bredt og inspirerende program for deres aktiviteter i det kommende efterår.
Når sommeren går på hæld, og efteråret tager over, er det godt at kunne mødes i Retfærdigheden og være en del af et fællesskab, hvor vi sammen får både ny viden og nye oplevelser, indledes forordet med.
Efter en pause i foråret er de Naturvidenskabelige Foredrag tilbage og vil i dette efterår give interesserede mulighed for nye indsigter, når de samles i Retfærdigheden for at lytte til de fire foredrag, efteråret byder på.
Den sidste fredag i hver måned vil der være syng sammen med Bitten ved klaveret.
Som det eneste af de i alt fjorten arrangementer, der ikke bliver afholdt i For Retfærdigheden, bliver et afholdt i Sæbygaards Riddersal.
Her vil Pernille Arenfeldt fortælle om herregårdens spændende historie.
Udover den månedlige fællessang varetages det musikalske på bedste vis, når troubadouren Erik Grip kommer på besøg.
Samarbejdet med Biblioteket byder ud over Bogcafeen på Børne Kulturnat og Poesidag.
Besøg på Sæbygaard
Søndag 13. september klokken 14 vil Pernille Arenfeldt fortælle om Sæbygaards historie fra adelsvælden til i dag.
I løbet af eftermiddagen vil der også være afsat tid til en rundvisning på Sæbygaard samt til at nyde eftermiddagskaffen i Sæbygaards café.
Pernille Arenfeldt, som er født og opvokset i Sæby, har arbejdet og studeret i det meste af verden, er cand.mag. og ph.d. i historie, bl.a. med speciale i nordeuropæisk historie – ca. 1500-1700.
Koncert med Erik Grip
Fredag 13. november klokken 19 bliver en af de helt store aftener i Retfærdigheden, når den kendte sanger og musiker Erik Grip giver koncert.
Erik Grip har besøgt Retfærdigheden flere gange, hver gang med succes. Publikum bliver grebet af hans store musikalitet og fortolkninger af kendte og mindre kendte sange.
Hele programmet kan ses på retfaerdigheden.dk/program.