Ny turnering skal finde Danmarks bedste til høvdingebold
De fleste kender høvdingebold fra barndomsårene, hvor det blev spillet i skolegården. Nu har Dansk Skoleidræt sat spillet i system og arrangeret en landsdækkende turnering for alle landets 5. klasser.
Fredag d. 13. januar blev det indledende stævne for skoledistrikt syd afholdt med deltagelse af elever fra Stensnæsskolen i Voerså, Torslev Skole i Østervrå og Sæbygaard Skoleafdeling.
Dansk Skoleidræt skriver på deres hjemmeside, at høvdingebold er et sjovt og dynamisk spil, hvor alle kan være med, og et af målene med høvdingebold i skolen er at få flere børn til at opleve bevægelsesglæde og dyrke fællesskabet gennem en inspirerende skoleaktivitet.

Stævnet, der var det første af sin art, blev afholdt i Sæby Spektrums hal A, og her var der masser af leg med bolden, og stemningen var i top.
Seks hold spillede alle mod alle og levede fuldt ud op til Dansk Skoleidræts målsætninger om høvdingebold.
Efter fire timers kamp om at ramme eller undgå at blive ramt af skumgummibolden kunne Sæbygaardskolens 5.a med en sejr over deres parallelklasse, 5.b på 3-1, trække sig sejrrigt ud af den indledende turnering og skal nu dyste mod andre vindere fra nordjyske skoler i Hirtshals d. 8. marts.

Vinderen af kredsfinalen i Hirtshals får fornøjelsen af at spille mod landets bedste ved landsfinalen i Greve d. 16. og 17. maj.
Sæbygaardskolens 8. klasser var inddraget i den praktiske gennemførelse af stævnet som dommere og øvrige officials funktioner. Klasselærer Anders Bruun, der var med på sidelinjen under hele stævnet, var yderst tilfreds med forløbet og håber, at Sæbygaardskolen får mulighed for at arrangere høvdingebold igen til næste år.