Billede beskrivelse

Kærlighed til stedet og maden får nyt forpagterpar hjem til Skagen

01. april 2026 kl. 06.01

SKAGEN: Det er længe inden corona-epidemien og før nogen overhovedet har tænkt på Restaurant Blink, at Christel Kristoffersen, som er gift med Heine fra Skagen, sidder sammen med sin svigermor udenfor ved Det Grå Fyr og får en helt særlig følelse af ro og af også at høre til her, selvom hun er ærkekøbenhavner.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle noget andet, så skulle det være på det her sted. Det handler meget om, hvad der sker med en selv, når man sidder udenfor og kigger ud over vandet, fortæller Christel, som efterfølgende pludselig begyndte at lægge mærke til ting, hun aldrig havde bemærket før; duften af lyng, når hun cyklede i heden - og lydene og vinden.

Nu mere end otte år senere sidder de her igen, ægteparret og makkerparret Heine og Christel Kristoffersen. Det har de gjort mange gange siden, når de har spist og nydt maden på Restaurant Blink ved fyrtårnet og forelsket sig mere og mere i stedet, som Matilde Grue Frederiksen startede under corona-tiden.

Magi, kærlighed og god stemning

Fredag kunne parret så åbne dørene for den nye sæson på Blink, som nye forpagtere.

Og de glæder sig helt vildt til at komme i gang med arbejdet, som for dem handler om meget andet end at knokle og mere om kærlighed til stedet, til god mad og til at skabe en god stemning om de mennesker, der lægger vejen forbi.

- Vi synes selv her er fuldstændig magisk, og vores gæster skal gerne gå herfra og føle, at de har fået noget med sig, både på værtsskabet og på madsiden, siger Heine, som er den, der bliver at finde blandt gæsterne i restauranten.

Christel, der er uddannet smørrebrødsjomfru, kommer til at have ansvaret for menuen og køkkenet på Blink.

Parret driver Madhus 24 i Søborg, men har nu sat det til salg for at hellige sig restauranten i vandkanten for foden af fyret i Skagen.

Gode lokale råvarer lander på tallerkenen

Navnet på restauranten ved fyret tager parret med sig fra tidligere forpagter, og de forsøger at holde menuen i restauranten så simpel som muligt med en fiskefrikadelle-ret, en grøn ret og en fangst-ret.

Og så kommer der ‘Tre fra os’, som er tre stykker mad, der kan variere fra dag til dag. Det kan for eksempel være et stykke med jordskok-kompot, gærflager og vesterhavsost og en med reje-kimchisalad eller med blomkål, æg og trøffel.

- Det må gerne være så simpelt og stilrent som muligt, siger Christel Kristoffersen, som allerede har flere lokale samarbejder i gang om levering af råvarer, blandt andet fra Essensgården i Sæby og Knud Thomsen fisk i Strandby. Og hun håber på at få flere lokale råvareleverandører at arbejde sammen med.

- Vores erfaring og det vi selv elsker, når vi selv går ud at spise, er at bestille det, som køkkenet anbefaler. Man får altid det bedste, når køkkenet har fået lov at være kreative og frie og det vil vi gerne overføre til køkkenet her hos os, siger Heine, som stammer fra Skagen og startede sit arbejdsliv på Fiskerestauranten, Pakhuset og Viseværtshuset i Skagen og som nu vender hjem sammen med sin ægtefælle og forretningspartner Christel.

Timingen er perfekt for forpagterparret

- Timingen er på mange måder rigtig lige nu. Vores børn er så store, at det er muligt og de glæder sig også til at komme og være en del af det. Og jeg har overtaget min mors hus i Skagen, vi har sat Madhuset i Søborg til salg, og planen er, at vi flytter hertil på halvårsbasis indtil videre, fortæller Heine, der dog sagtens på sigt kan se sig selv og Christel i Skagen også på mere heltidsbasis og langt ud i fremtiden.

- Man kan jo sagtens forestille sig børnebørn, der kommer på ferie her med tiden, siger Christel.

Restaurant Blink åbnede fredag den 27. marts og holder fra påske og indtil midten af juni åbent hver weekend og alle helligdage fra 10 til16.

Fra 13. juni til 1. september er der åbent hver dag. Og derefter igen åbent i weekender og i efterårsferien.

Derudover arbejder Christel og Heine Christoffersen også på at holde forskellige særarrangementer. Der er blandt andet allerede jazz på programmet i uge 29 og idéer på tegnebrættet om bålmiddage og samarbejder med Det Grå Fyr og Fuglestationen om arrangementer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste