Påskeudstilling på Kvissel Station: Modeltogbane, kaffe og kunst
FREDERIKSHAVN: Igen i år danner Kvissel Station ramme om en stemningsfuld påskeudstilling med kunst, café og oplevelser for hele familien.
Den gamle, hyggelige station skaber den perfekte ramme for både café og kunst.
Her kan gæster nyde eftermiddagskaffen, mens de går på opdagelse i de mange kunstværker. Der er også noget at opleve for børn og andre nysgerrige, når Frederikshavn Modeljernbaneklub viser sin store modeltogbane frem. Banen fylder hele første sal på stationen.
Blandt udstillerne er blandt andre Henrik Busk Andersen.
Hans malerier tager udgangspunkt i det abstrakte – både figurativt og nonfigurativt. Temaerne kredser ofte om kærlighed og længsel mellem mand og kvinde. Det er blevet sagt om Henrik Busk Andersen, at hans stil kan beskrives som en nyfortolkning af CoBrA-traditionen.
- Den rå maling er mit instrument til at spille min melodi, min pen til at skrive mit digt, min mund til at fortælle min historie, min linse til at fokusere på det erotiske, det smukke, det glemte, det gemte, det ligegyldige og det usagte,siger Henrik Busk Andersen om sine værker.
Henrik Busk Andersens abstrakte kompositioner er efterspurgte, blandt andet fordi publikum oplever, at værkerne rummer både energi og farverigdom.
Lene Palm Larsen arbejder med stærke, mættede farver i mange lag.
Med kraftige penselstrøg og stor stoflighed skaber hun både naturalistiske og abstrakte landskaber. Stilleben med genstande fra hendes mange rejser finder også vej til lærredet.
Lene Palm Larsen er født og opvokset i Frederikshavn og har udstillet sine oliemalerier og akvareller mange steder i både Danmark og udlandet.
For Anette Palm er naturen den største inspirationskilde, og det er herfra motiverne hentes. Hun har arbejdet med akrylmaleri, men fordyber sig i øjeblikket i nordiske akvareller og naturprint skabt af planter.
En anden udstiller er keramikeren Lisbeth Petersen.
- Jeg har en stor passion for at lave keramik i min fritid. Alt mit keramik er håndlavet med teknikker som pinch pot, forme og pladeteknik, og naturen er min store inspiration, fortæller hun.
Blandt de øvrige udstillere er Ole Dam Lauritsen. Han har tegnet og malet, så længe han kan huske, og de seneste ti år har hans kunstneriske arbejde udviklet sig med et tydeligere fokus.
Hans udgangspunkt er fotografier taget på rejser rundt i verden, hvor stemninger, detaljer og øjeblikke indfanges. Fotografierne bearbejdes videre i tegning og maleri og danner grundlag for personlige fortolkninger.
Værkerne kredser om mødet mellem sted, tid og erindring og undersøger, hvordan rejseindtryk kan omsættes til et personligt billedsprog.
Margrete Dyrmann Winkel udstiller både billedvævning og malerier.
- Jeg har malet med akryl i mange år, men for tiden er jeg meget optaget af at spinde uldgarn. Garnet bliver brugt både til strik og til billedvævning. Jeg væver fiktive bygninger samt forskellige ikoniske bygninger og steder, fortæller hun.
I caféen vil der være mulighed for at købe kaffe og lidt til ganen. Et eventuelt overskud går til drift og vedligeholdelse af stationen.
Udstillingen er åben skærtorsdag, langfredag, påskelørdag og påskesøndag fra kl. 13 til 16.