Heftig debat om kæmpe vindmøller ud for Grenen: - Stærkt kritisabelt
SF i Frederikshavn Kommune mener, at man burde rose svenskerne for, at de bidrager til at øge den grønne energiforsyning
SKAGEN: Det nye år er kun lige begyndt, men kritikken hagler allerede ned over medlemmerne i plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
Grunden er, at udvalget på det seneste møde har - ifølge SF - forholdt sig kritisk til planerne om et svensk havvindmølleprojekt - blandt andet fordi møllerne kan ses fra Skagen og i særdeleshed Grenen.
Den holdning falder imidlertid ikke i god jord hos SF, som har bedt om at få sagen på byrådets dagsorden onsdag.
I dagsordenen skriver SF følgende:
”Fra SF’s side finder vi det for det første stærkt kritisabelt, at plan- og miljøudvalget forholder sig til mølleprojektet uden byrådets inddragelse.
Helt uforståeligt
For det andet er det helt uforståeligt, at Frederikshavn, som gerne vil gøre sig til af at være en grøn kommune, kritiserer svenskerne for at etablere havmøller.
Modstanderne af landmøller har krævet møllerne ud på havet, og når de så kommer det, er det også galt”, lyder bredsiden fra SF, som derfor opfordrer byrådet til at tage afstand fra plan- og miljøudvalgets holdning.
Men ikke nok med det.
Ifølge SF skal byrådet også sende svenskerne en ros for, at ”de bidrager til at øge den grønne, bæredygtige og vedvarende energiforsyning.”
Op til 320 meter
Det svenske vindmølleprojektet - Västvind - der tidligere har været beskrevet i Nordjyske, går ud på at opsætte vindmøller cirka 20-25 kilometer øst for Skagen.
Møllerne er op til 320 meter høje.
Det vil ifølge Frederikshavn Kommune betyde, at møllerne vil være ”dominerende” set fra Skagen og ikke mindst set fra Grenen.
Møllerne kommer til at stå mellem den danske kyst og den svenske skærgård, men i svensk farvand.
Vi er ikke kritiske
Formanden for plan- og miljøudvalget, Peter Nielsen (S), forstår ikke kritikken fra SF.
- Jeg mener ikke, at vi i udvalget er kritiske over for det svenske projekt. Vi går selvfølgelig ind for alternativ og grøn energi. Men Frederikshavn Kommune vil gerne orienteres og være med på sidelinjen i det her vindmølleprojekt. Desuden vil vi gerne se nogle visualiseringer, siger Peter Nielsen.
Frederikshavn Kommune har nu sendt et høringsvar til Miljøstyrelsen, som har kommunikationen med svenskerne omkring vindmølleprojektet.
Trækfuglenes ruter
Her lyder det blandt andet, at ”da projektet vil få en væsentlig visuel påvirkning af flere områder i kommunen, vil kunne få betydning for trækfuglenes ruter, og at det må forventes at få en betydning for fiskerierhvervet, er det af stor vigtighed, at Frederikshavn Kommune inddrages i det videre arbejde med projektet.”
Ifølge høringssvaret kommer vindmølleprojektet ”Västvind” til at ligge tæt på et andet kommende vindmølleprojekt ved navn ”Poseidon”.
”Det samlede areal, som planlægges udlagt til disse vindmøller (sammen med Poseidon-projektet) vil komme til at dække et areal på cirka 330 km2, lyder det blandt andet i høringssvaret.
Som nævnt er sagen på dagsordenen på byrådets møde onsdag aften.