I dag er det Håndboldtrøjefredag: Sådan kan du støtte det gode formål
NORDJYLLAND: Et nordjysk påfund - med inspiration fra fodboldens verden.
Mange kender formentlig Fodboldtrøjefredag, der er en årlig, landsdækkende tradition, hvor man kan lufte sin favoritfodboldtrøje i en god sags tjeneste - og samtidig støtte Børnecancerfonden.
Nu har DanskHåndbold Nord imidlertid lagt sig i selen med et lignende koncept - blot med håndboldtrøjer.
Det fremgår af et opslag på forbundets Facebook-side - hvor man samtidig kan få inspiration til sin påklædning i dag fredag 25. september.
Ved at iklæde sig en håndboldtrøje deltager man i Håndboldtrøjefredag-kampagnen, og det er samtidig muligt at udvide sin støtte med en donation til Julemærkehjemmet i Hobro.
Det kan ske ved en overførsel på MobilePay på nummeret 51580, oplyser DanskHåndbold Nord.