Seneste nyt
Billede beskrivelse

Årets flotte julekugle er lanceret

05. september 2026 kl. 10.02

FREDERIKSHAVN: Lars Hansen fra Lædermagasinet kunne i sidste uge præsentere årets julekugle 2026, som i år er dekoreret med et flot vintermotiv malet af den lokale kunstner Jan Janus Langthjem.

- Vi er utroligt stolte over årets julekugle og det flotte vintermotiv, som Jan har malet. I år er det en af byens ikoniske bygninger, ”Løven” - det tidligere Løveapotek og nuværende vinhandel - som er afbildet på kuglerne, fortæller Lars Hansen.

Billede beskrivelse

Det er sjette gang, at Lædermagasinet i samarbejde med en lokal kunstner udgiver en julekugle. Ligesom tidligere år går 10 procent af salget af julekuglerne til velgørende formål i Frederikshavn. I år går donationen til børn og unge i byen, men den endelige modtager er endnu ikke helt på plads.

Billede beskrivelse

Kunstneren Jan Janus Langthjem har, ud over at stille motivet til rådighed til julekuglerne, også skænket selve værket til velgørende formål. Maleriet er nu solgt til en lokal virksomhed, og hele beløbet fra salget går til specialafdelingen ”Svære Generelle” på Frydenstrandskolen, Abildvej.

Stor efterspørgsel igen i år

Årets julekugle er igen utroligt populær, og første oplag er allerede udsolgt. Flere kugler er dog på vej og forventes klar til levering i starten af oktober.

Tidligere års modtagere

2021 - Rikke Pape – med donation til Barnets Blå Hus i Frederikshavn

2022 – Anne Marie Johansen – Elsk Frederikshavn

2023 – Trine Mathea Kostending – TUBA – afdelingen i Frederikshavn

2024 – Rikke Pape - Vilslevgruppen

2025 – Steen Karlsen – Hospice Vendsyssel

- Vi er glade for, at der igen i år er så stor interesse for julekuglerne. Mange fortæller, at det er blevet en fast tradition, at kuglerne gives i gave til familiemedlemmer fra både nær og fjern. På den måde får vi sendt en lille ambassadør for vores dejlige by ud i verden. At vi samtidig kan give et beløb til et godt formål, er jo fantastisk, fortæller Lars Hansen.

Vil man gerne sikre sig en af julekuglerne fra den kommende levering, kan der afgives ordre på Lædermagasinets Facebookside, eller ved at kontakte eller besøge butikken. Hvis man er samler, og er kommet til at hoppe et år over, er det også muligt at købe de tidligere udgaver.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste