Skoleleder til afgangselever: Vejen frem er ikke altid lige, men den er jeres
Eleverne i 9. og 10. klasse samt i Special på Dronninglund Skole tog afsked med skolen for nu at fortsætte videre ud i livet
DRONNINGLUND: I denne uge har tusindvis af elever sagt farvel til skolen for at fortsætte ud i livet. Også på Dronninglund Skole er der blevet taget afsked.
Det skete i onsdags, hvor eleverne i 9. og 10. klasse samt i Special sammen med deres forældre var inviteret til dimission i hallen. I år kunne man også for første gang tage afsked med elever, der havde gennemført folkeskolens afgangsprøve som juniormesterlæreelever.
- Efter 10 år her på skolen kigger I nu ud på den store verden, I nu skal ud at udforske. En verden med muligheder og med krav, men det klarer I, sagde afdelingsleder Mads Rise og fortsatte:
- Når jeg tænker tilbage på den tid, I har gået her, så er det ord, jeg kommer til at tænke på udvikling. I har udviklet jer ikke bare i højden, men som mennesker. I går herfra med prøvebeviser og karakterer, men det vigtigste er den rygsæk af viden, færdigheder og gode sociale egenskaber, I tager med jer. I tager forhåbentligt også gode minder, venskaber og oplevelser med videre, sagde Mads Rise, der er afdelingsleder for 9. klasserne.
- Det handler ikke bare om at have alle svarene, men om at turde stille spørgsmålene og turde lave fejl. På den måde lærer man ikke bare noget nyt, men også noget om sig selv. Vejen frem er ikke altid lige, men den er jeres. Gå ud i verden og gør jer bemærket på den gode måde, sagde Mads Rise, der er afdelingsleder for 9. klasserne.
Også 10. klasse og Special fik et par ord med på vejen. Her var det dette områdes afdelingsleder, Lars Bang, der stod for talen, hvori han bl.a. talte om fællesskaber.
- I skal nu ud at møde nye mennesker i nye fællesskaber. Når konflikter og det svære rammer jer, og det gør det, så husk, at I aldrig er alene. Prøv at sætte jer i den andens sted, vis hensyn og forståelse for, hvorfor noget giver glæde eller vrede. Mød verden med nysgerrighed og forståelse. I har her på skolen investeret jer selv ind i fællesskabet, og I har lært meget om jer selv. Brug det og husk at møde nye mennesker med åbent sind. Husk at gøre jer umage! sagde han til eleverne i 10. klasse.
Eleverne i Special fik disse ord med på vejen:
- I er virkelig vokset som mennesker, og I har hele tiden været gode kammerater for hinanden. Både i skolen og i fritiden. I skal nu mange steder hen for at uddanne jer videre til livet og job. I går ud ad en vej, som passer til jer, og som I selv har valgt. I er godt på vej, sagde afdelingsleder Lars Bang.
Herefter var det tid til uddeling af afgangsbeviser og til hyggeligt samvær. Undervejs i dimissionen var der underholdning ved elever fra 7. klasses valghold.