Danmarks bedste Mazda-forhandler ligger i Ulsted
Ulsted Autohandel er ikke alene Danmarks ældste Mazda-forhandler. Det er også den bedste. I hvert fald, hvis man spørger privatkunderne. I en stor tilfredshedsundersøgelse scorer Ulsted Autohandel topkarakterer på en række parametre og var altså sammenlagt den bedste i 2020. – Det er vi selvfølgelig både stolte over og glade for, siger medindehaver Brian Olsen. - Det er ikke første gang, vi vinder titlen, men det er stadig et stort skulderklap fra vores kunder. Og at det netop er kunderne, der kårer os som de bedste, er måske det eller vigtigste, tilføjer Brian Olsen. - Vi er langt fra blandt de største forhandlere, men vi har en rigtig solid kundeskare. Mange kører langvejs fra for enten at købe bil eller for at få foretaget service hos os. Og vi har kunder, der er kommet her gennem hele livet.
Brian Olsen fortæller, at kåringen er baseret på et digitalt spørgeskema, som kunderne modtager, når de enten køber bil eller får udført service. Undersøgelsen baserer sig på alt fra kundepleje til kvaliteten af det udførte arbejde. – Derfor er det også i høj grad medarbejdernes fortjeneste. Vi har rigtigt dygtige medarbejdere over hele linjen. Det er det, der gør det muligt for en lille forhandler som os at være de bedste. Fælles for alle vores ansatte er nemlig, at de dagligt stræber mod at gøre vores kunder tilfredse, konstaterer Brian Olsen.
Ulsted Autohandel har været Mazda-forhandler siden 1971.