I stedet for at afvikle en nytårsmarch på årets første dag, valgte Hjerteforeningen Brønderslev at tilbyde mindre marcher fordelt på årets tre første dage. Foto: Jørgen Ingvardsen
Mennesker

Nytårsmarch hver for sig

NYTÅR: Trods restriktioner sørgede Hjerteforeningen for, at man kunne få motion på Hjertestien i Dronninglund

06. januar 2021 kl. 06:08

Den årlige nytårsmarch i Dronninglund arrangeret af Hjerteforeningen Brønderslev kunne i år ikke gennemføres som sædvanligt på grund af smittefaren. Normalt kommer der mange for at deltage, og det går jo ikke i den øjeblikkelige situation.

Motion er imidlertid sundt, og derfor ville Hjerteforeningen heller ikke helt aflyse den populære march. I stedet for at afvikle en enkelt march på årets første dag, valgte man at gennemføre tre mindre marcher på årets tre første dage. Derved fik man spredt deltagertallet ud, og da man samtidig gik i mindre grupper, kunne man gennemføre marchen helt forsvarligt og i corona-afstand.

- Vi var ikke helt så mange i år, som vi plejer, men det var også udmærket, for så kunne vi gå i små grupper og holde den nødvendige afstand, fortæller Kirsten Møller Jensen, næstformand i Hjerteforeningen Brønderslev.

- Nytårsmorgen var vi syv, og på de to øvrige var vi lidt flere, som så gik i mindre grupper. Det var under de nuværende omstændigheder meget tilfredsstillende, siger Kirsten Møller Jensen, der selv gik forrest på to af marcherne.

Mere motion indgår i mange menneskers nytårsforsætter. Det brænder fedt af, modvirker livsstilssygdomme og forebygger stress. Fitnesscentrene er lukkede, men en gåtur er også effektiv. Man forbrænder en masse kalorier, og det kan jo nok være nødvendigt oven på jul og nytår. Ifølge ”iform, dr.dk” forbrænder man i gennemsnit 216 kalorier på en time ved almindelig gang. Lidt flere, nemlig 384 kalorier, hvis man går med raske skridt, og ved at vælge en tur med bakker og kuperet terræn eller trapper sættes forbrændingen yderligere op. Man forbrænder så ledes 180 kalorier ved 10 minutters gang på trapper.

Man kan naturligvis sagtens gå for sig selv, men hvis man ønsker at gå sammen med andre og med afstand, så fortsætter Hjerteforeningen med sine ugentlige traveture hver onsdag kl. 10 med udgangspunkt fra Skovkiosken i Dronninglund.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu