Seneste nyt
Billede beskrivelse

I Hjallerup bliver børnene taget med på madråd

06. oktober 2026 kl. 18.00

HJALLERUP: Hvis man sidst på formiddagen besøger børnehaven 7-Spring i Hjallerup, bliver man mødt af duften af nylavet mad. 

Stedet har nemlig som det eneste dagtilbud i Hjallerup indført frokostordning, så alle børn spiser sammen. 

Det er en beslutning, forældrebestyrelsen har været med til at træffe.

- I den forbindelse har vi haft børnevalg, fortæller børnehavens leder, Anna Cole.

Hun tilføjer: 

- Børnene skulle stemme om, hvad vores køkken skulle hedde. De kunne vælge mellem ”Hop og Haps” eller ”Spring og Spis”. Det var det sidste, der vandt, efter en spændende afstemning. 

- Navnet henviser til, at vi er et hus, hvor vi har særligt fokus på bevægelse og fysisk aktivitet, samt gode madvaner. Da navnet var fundet, fik vi køkkenområdet dekoreret med dets nye navn og madrelaterede ting. Ved at give børnene mulighed for at være med til at træffe beslutninger, oplever de, at deres stemme har betydning. 

- Det er med til at styrke deres demokratiske forståelse, selvværd og fællesskabsfølelse. Gennem børnevalget har børnene øvet sig i at lytte til hinanden, tage stilling og respektere flertallets beslutning, siger børnehavelederen.

Billede beskrivelse

Mere end mad

Frokostordningen handler for børnehaven - og for børnene - om meget mere end mad, forklarer Anna Cole. 

- Når vi inddrager børnene, styrker vi deres nysgerrighed på mad samtidig med, at de bliver mere selvhjulpne og sociale i forhold til måltidet. Børnene øver sig i at være sammen og få gode madvaner. De får det, vi kalder madmod. 

- De bryder sig måske ikke så meget om bælgfrugter, men her hos os kalder vi dem for spiseperler, og så glider de lettere ned. Når vi får suppe, så er det ikke belugalinser, der kommer i, men spiseperler. I starten var børnene lidt skeptiske, men det er de ikke mere, siger børnehavelederen. 

Billede beskrivelse

Børnehaven øver med en række tiltag børnene i at blive mere selvhjulpne - og så bidrager fællesskabet også til, at flere børn tør at smage på mere og andet mad, end de måske er vant til. 

- De er jo sammen om det. De børn, der måske ikke tør smage, ser jo, at deres bedste ven smager, så er de også mere tilbøjelige til at prøve. Der indgår så mange ting i et måltid. De skal selv øse op, og de skal hælde og skære. De skal øve sig i at være selvhjulpne. De skal også selv skrabe deres tallerken af, når de er færdige med at spise, fortæller Anna Cole.

Børnene i børnehaven er mellem to og seks år.

- Børnene får mulighed for at smage mad fra forskellige lande, og de prøver råvarer og retter, de aldrig har smagt før. De opdager, at noget, de måske ikke kunne lide tidligere, pludselig smager godt. På den måde udvikler børnene et mere nuanceret forhold til mad og lærer at være åbne over for nye oplevelser of forskelligheder, fremhæver Anna Cole.

Billede beskrivelse

Den vigtige postkasse

På en væg ved køkkenet hænger en postkasse. 

Her har børnene mulighed for at ønske retter. 

De kan enten tegne eller skrive deres ønsker.

- På den måde får de medindflydelse på måltiderne og oplever, at deres idéer og ønsker bliver taget alvorligt. For at give børnene en forståelse af maden præsenterer vi hver dag billeder af de forskellige råvarer, der indgår i dagens ret. 

- Det giver anledning til gode samtaler om både madens oprindelse, smag og farver, samtidig med at den styrker deres ordforråd og kendskab til forskellige fødevarer, fortæller Anna Cole.

Billede beskrivelse

Hun understreger desuden, at maden tager udgangspunkt i de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen.

Her er der fokus på klimavenlig mad - samt mad, der er i sæson.

- Her i 7-Spring får vi ikke friske jordbær i december, noterer hun. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste