Seneste nyt
Billede beskrivelse

Forening fik nye jagtveste til instruktører og banevagter

03. oktober 2026 kl. 06.01

HJALLERUP: Takket være en donation fra Sparekassen Danmark Hjallerup har Hjallerup Jagtforening netop kunnet indkøbe 25 skydeveste til foreningens instruktører og banevagter.

- Med de nye veste bliver det sådan, at skytterne nemt kan kende os, fortæller næstformand i jagtforeningen, Lasse Tornvig.

- Vi kender naturligvis mange af skytterne, men der kommer flere og flere nye skytter, som kommer langvejs fra. Det er vigtigt, at de alle kender os. Mange skydebaner har det svært i disse år, fordi byerne vokser og kommer tættere og tættere på skydebanen. Her er vi så heldige, at Hjallerup nok aldrig vokser herud på engene, siger han.

Lovkrav

- Loven kræver, at man skal kunne se, hvem der er instruktører, og hvem der er banevagter, når der skydes, forklarer foreningens formand, Henrik Hansen.

- Der skal være en skydeleder herude, så der, hvis der sker noget, altid er en ansvarlig på stedet. Med de nye veste vil ingen fremover være i tvivl om, hvem man skal henvende sig til. 

- Der er altid mange herude, og vores kapacitet er i øjeblikket udnyttet 100 procent, så vi kan ikke tage flere ind. Vi har måttet sige nej til flere. Vi har brug for mere plads, og derfor har vi også store planer om en udvidelse, der vil give os flere baner. Pengene er skaffet, og de fleste tilladelser er i hus. 

For at komme videre mangler foreningen blot kommunens tilladelse. 

- Vi har virkelig brug for de nye baner, for interessen for jagt er stor, og de nye jægere skal på en skydebane for at lære at skyde, inden de kan få lov at gå på jagt, fortæller Henrik Hansen. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste