Ny forening vil samle Brønderslev om musikken
BRØNDERSLEV: Gennem mange år har maratonsangen ved Kunstmuseet i Dronninglund samlet mennesker omkring Højskolesangbogen, personlige fortællinger og fælles musikoplevelser.
Nu får Brønderslev sin egen udgave og søndag 25. oktober inviterer den nystiftede sang- og musikforening, Samklang9700, til Maratonsang i Den Runde Pavillon.
Forhenværende byrådsmedlem Karsten Frederiksen er idémanden bag projektet.
Han har længe ønsket at skabe et nyt fællesskab omkring sang og musik i Brønderslev.
Til det har han fået opbakning fra en række lokale kræfter og gode bekendtskaber.
- Vi blev inspireret af det, man har skabt i Dronninglund. Der er noget særligt ved at koble fællessang med de historier, mennesker bærer med sig. Det gør sangene levende på en helt anden måde, siger Karsten Frederiksen.
Ildsjæle og donation
Vejen frem mod den første store aktivitet har dog krævet mere end blot en god idé.
Før Samklang9700 kunne se dagens lys, skulle der blandt andet skaffes økonomi til lydudstyr, udarbejdes vedtægter, findes et navn og samles medlemmer omkring projektet.
Arbejdet har været båret af en gruppe lokale ildsjæle med ønsket om at skabe flere musikalske mødesteder i kommunen.
Et afgørende skridt blev taget, da Nyfors valgte at støtte projektet med 40.000 kroner til et professionelt musikanlæg.
Anlægget skal ikke alene bruges ved Samklang9700s egne aktiviteter, men også kunne komme andre lokale arrangementer til gavn.
- Det har været vigtigt for os, at vi skaber noget, som flere kan få glæde af. Donationen fra Nyfors har givet os mulighed for at investere i udstyr, der kan bruges mange steder og af mange mennesker, fastslår Karsten Frederiksen.
Stor opbakning
Samklang9700 ser sig ikke som en konkurrent til eksisterende kulturtilbud, men som en samarbejdspartner, der ønsker at styrke sang- og musiklivet lokalt.
Derfor er maratonsangen også blevet til i samarbejde med en lang række lokale foreninger, institutioner og organisationer.
Bestyrelsesmedlem Erik Elgaard Christensen glæder sig over den opbakning, som den nye forening allerede har mødt.
- Vi oplever en stor velvilje rundt omkring. Mange kan se værdien i at skabe arrangementer, hvor mennesker mødes på tværs af alder og baggrund omkring noget så enkelt som musik og sang, forklarer han.
I centrum står dog selve arrangementet søndag 25. oktober, hvor Den Runde Pavillon fra klokken 10 til 17 fyldes med fællessang, musik og personlige fortællinger.
Dagen er bygget op omkring 12 sangvælgere, som hver får omkring en halv time til at præsentere sange fra Højskolesangbogen, der har haft særlig betydning i deres liv.
Publikum får dermed et indblik i de minder, mennesker, oplevelser og livsperioder, der gemmer sig bag de udvalgte sange, inden der synges med fra sangbøgerne.
Glæden over landet
Blandt dagens medvirkende findes en bred kreds af lokale profiler.
Tidligere overlærer Holm Moustsen åbner rækken efter velkomsten, mens også tale- og hørepædagog Elle Ørnberg, komponist Jens Stig Olsen og tidligere børnelæge Karen Tilma er blandt formiddagens sangvælgere.
Efter frokost følger blandt andre journalist Frode Muldkjær, organist Anni Navntoft, tidligere attaché og konsul Birgit Hjortlund, direktør Henrik ”Baloo” Andersen, tidligere forstander Pia Schnoor Ottzen, Kamillus-formand Solveig Skovrider, provst Lise Lundgreen og leder af Kulturskolen Lise Gam-Jensen.
Undervejs bliver fortællingerne ledsaget af erfarne musikere og kor.
Blandt dem er kapelmester og musiker Poul Erik Jensen, som også har en særlig tilknytning til Samklang9700.
Han står bag noderne til sangen “Glæden over landet”, hvis karakteristiske nodemotiv er blevet en del af foreningens bomærke.
- Det er dejligt, at musikken på den måde bliver en del af foreningens identitet. Sangen handler i sin kerne om fællesskab og glæde, og det passer godt til det, Samklang9700 gerne vil skabe, lyder det fra Poul Erik Jensen.
Alle kan være med
For Samklangs formand, Bjarne Nielsen, rammer Maratonsangen samtidig præcis det, den nye forening ønsker at stå for.
Tanken er således, at dagen skal være uformel og åben for alle, uanset om man synger med af fuld kraft eller foretrækker at lytte.
- Det behøver ikke være højtideligt. Det vigtigste er, at vi får nogle gode historier, nogle gode sange og en hyggelig dag sammen, siger Bjarne Nielsen.
Der er gratis adgang til arrangementet, og både garvede fællessangere og mere forsigtige medsyngere er velkomne.
Midt på dagen bydes der på frokostpause, og det er muligt at bestille både mad og kaffe.
Arrangørerne opfordrer dog interesserede til at tilmelde sig på forhånd af hensyn til forplejningen.
Efter måneders forberedelser er Samklang9700 nu klar til at omsætte ambitionerne til virkelighed og skabe et nyt samlingspunkt, hvor sang, musik, fortællinger og fællesskab er de bærende værdier.
Hvis initiativtagerne får ret, kan søndag 25. oktober blive begyndelsen på en ny tradition i Brønderslev.