Rengøringschef Mette Sørensen fra Nordic Cleaning ApS i Dronninglund.
Mennesker

Efter uanmeldt kontrolbesøg: Rengøringsfirma jubler

25. januar 2023 kl. 06:00

Får man bevilget hjemmehjælp i Brønderslev Kommune, kan man frit vælge, hvilken af kommunens leverandører, der skal levere hjælpen. 

Blandt leverandørerne er rengøringsfirmaet Nordic Cleaning ApS i Dronninglund, som leverer det, der betegnes som praktisk hjælp.

- Vi har omkring 75 borgere, vi betjener. Det er vi glade for, og det er vore brugere tilsyneladende også, siger en glad rengøringschef, Mette Sørensen.

- Vi har lige haft uanmeldt kontrolbesøg. Det får alle, der arbejder inden for hjemmeplejeområdet. Så kommer der en kontrollant og udpeger tre tilfældige borgere, som de besøger og spørger ud. Alle tre borgere havde kun rosende ord om os. Alt var i orden, og det glæder os utroligt meget, siger hun og fortsætter:

- Vi gør også alt for, at det er den samme medarbejder, der kommer hver gang, så borgeren kender vedkommende. Vi lægger også vægt på, at det sker på faste tidspunkter, så borgeren nøjagtig ved, hvornår vi kommer. Det skal være trygt, og her er det vigtigt med gode medarbejdere. Med den lave arbejdsløshed har det ikke altid være så nemt at finde kvalificerede medarbejdere, men de seneste måneder er det blevet lettere, fortæller Mette Sørensen.

Annonceret indhold

Nyeste