Efter seks års pause: Byens Bedste Band gav nyt liv til musikscenen
BRØNDERSLEV: Efter seks års pause vendte Byens Bedste Band tilbage til Brønderslev - og det blev et comeback, der levede fuldt op til forventningerne.
Med over 100 fremmødte, otte stærke bands på plakaten og en intens stemning fra start til slut blev aftenen en fejring af det lokale musikliv og dets mange talenter.
Det skriver arrangørerne Musikforeningen Live og Kulturskolen Brønderslev i en pressemeddelelse.
Publikum fik oplevelsen af alsidige og imponerende optrædener, hvor både nye og mere etablerede navne fra lokalområdet indtog scenen.
Niveauet var højt, og konkurrencen tæt, hvilket gjorde dommernes opgave med at finde en vinder ekstra vanskelig.
Alligevel var det til sidst Mikkel Pilgaard, der med sit soloprojekt Vakuumpagten løb med titlen som Byens Bedste Band 2026. Med en intens og personlig optræden samt et stærkt musikalsk udtryk skilte han sig ud og imponerede både publikum og dommere.
Musikforeningen Live har haft et klart mål om at bringe liv tilbage til byens musikscene.
- Det har været helt fantastisk at kunne give byen det her event tilbage efter seks års pause. Der har virkelig været savnet noget samlende for den lokale musikscene. Stemningen i salen viste tydeligt, hvor meget det betyder - både for publikum og musikerne. Samtidig var niveauet imponerende højt, og det lover rigtig godt for fremtiden, udtaler Morten Vangsted fra Musikforeningen Live.
Byens Bedste Band er ikke kun en konkurrence - det er også en vigtig platform for udvikling, netværk og inspiration blandt musikere på tværs af alder og erfaring.
Det understreger Lise Gam-Jensen, kulturskoleleder ved Kulturskolen Brønderslev:
- Events som Byens Bedste Band er enormt vigtige for vækstlaget og græsrodsmusikken. Det giver unge og upcoming musikere en scene, hvor de kan udvikle sig, blive set og få erfaring – både i forhold til at stå på en scene og få eksponering, men også i mødet med andre dygtige musikere, som de kan lade sig inspirere af. Det er helt afgørende for at sikre et levende musikmiljø i fremtiden.
Aftenen bar præg af et stærkt fællesskab, hvor både publikum og musikere bakkede op om hinanden, og hvor nye forbindelser blev skabt på tværs af genrer og generationer.
For mange af deltagerne var det en mulighed for at prøve kræfter med en større scene, mens publikum fik chancen for at opleve morgendagens musiknavne helt tæt på.
Med den store opbakning og tydelige begejstring fra alle involverede tyder meget på, at Byens Bedste Band kan blive en fast tradition i Brønderslev igen.
Musikforeningen Live og Kulturskolen Brønderslev håber allerede nu, at succesen kan gentages i de kommende år - til glæde for både musikere og publikum.