Tyrolsk julehymne

Odd Fellow Logerne i Brønderslev vil gerne ønske alle en glædelig jul. Det sker med beretningen om en tyrolsk julehymne "Stille Nacht, Heilige Nacht", der er skrevet af en logebroder ved navn Wolfgang Hirt.

Beretningen omhandler tilblivelsen af en af de mest kendte julesalmer, vi har, i den danske version gendigtet af Ingemann og kendt som "Glade jul".

Det er en fantastisk beskrivelse af, hvorledes tilfældigheder blandet med entusiasme kan blive til noget smukt og stemningsfuldt, som vi stadigvæk har glæde af små to hundrede år senere.

Vi fra Odd Fellow Søsterloge nr. 69 Faklen og Broderloge nr. 71 Richard Marley er enige om, at denne fantastiske fortælling skal deles med så mange som muligt, og derfor vil vi med den ønske alle en rigtig glædelig jul.

Om historien: Vi skal tilbage til året 1818. 

Vi befinder os i en lille bjerglandsby Oberndorf ikke langt fra Salzburg. De fleste af beboerne var pramførere, der fragtede salt ad floden Salzach til Tyskland, og naturligvis nogle fattige bjergbønder. Seje og hårdføre folk var de, gudfrygtige og nøjsomme og tro mod stedets gamle traditioner, og ikke mindst mod de festlige og kirkelige processioner som byen var kendt for. Ganske særligt samledes man julenat, bønderne i deres svære pelse og kvinderne i deres tyrolerdragter, for at høre det højhellige budskab om Jesusbarnet i krybben og for at se julekrybben ved alteret med okser og hyrder omkring.

Hen mod mørkningen juleaften 1818 gik præsten i Oberndorf Joseph Mohr og byens lærer og organist Franz Gruber tavse og nedtrykte hjem fra et besøg i  Nikolaus kirke efter, at de havde konstateret, om alt nu var i orden til den store højtid. Men hvorfor så triste, når de om få timer skulle høre kirkens klokker kalde hele byens befolkning sammen til den store glædesfest? Klokkerne skulle nok blive hørt, men det frygtelige var, at kirkens orgel var ubrugeligt, da mus havde gnavet bælgen så meget i stykker, at der skulle en fagmand til for at bringe det i orden. Der var hverken tid eller penge i øjeblikket til den slags nu. Hvordan skulle man klare en festlig julegudstjeneste i aften på denne måde?

"Stille nat, hellige nat" sukkede Pastor Joseph Mohr opgivende. Det hørte Franz Gruber, og straks kommenterede han: "Det kunne blive indledningen til en dejlig julesalme". Med et var den nedtrykte stemning forsvundet. Grebet af øjeblikkets inspiration gik præsten straks hjem og satte sig fordybet over den åbenstående bibel, hvorfra han om få timer skulle bringe det største af alle budskaber. I dyb andagt sad han der med udsigt over de sneklædte bjerge, de tyrolske graner og de blinkende stjerner, mens den hellige nat sænkede sin stilhed over hans sind.

Inden han vidste af det, var ordene blevet til vers, og med det gik han hen til sin gode ven og medarbejder Franz Gruber. "Læs digtet igennem og skriv en melodi som du og jeg i nat kan synge tostemmigt i kirken", sagde han, og så føjede han til: "Du skal tænke på, at vores kirkekor skal kunne falde ind. Og hvis du så vil akkompagnere på din guitar, har vi både sang og musik til julegudstjenesten". Franz Gruber læste teksten igennem, og inden gudstjenesten skulle begynde, havde han sin melodi klar. Pastor Mohr sang basstemmen, mens et blandet kor faldt i med salmens omkvæd.

Således blev menighedens julegudstjeneste da reddet, og denne nu så verdensberømte julesalme og den folkelige melodi lød for første gang uden, at der blev gjort nogen særlig historie ud af det, da det ikke var første og eneste gang, præsten og organisten optrådte med sang og musik.

 Orgelet blev nødtørftigt repareret, og i 1824 fik Nikolauskirke i Oberndorf et nyt orgel. Orgelbygmester Carl Mauracher fra  Fügen i Zillertal fik kendskab til julesalmen, og inden han tog af sted, bad han organisten Franz Gruber om at spille dette stykke. Carl Mauracher lyttede tavst med forundring, og da han havde hørt melodien et par gange, spurgte han, om han måtte få salmen med hjem til Fügen. Han fik noderne og teksten udleveret. Ved hjemkomsten sang han den nye julemelodi. Den gled bare ind i Flügen. Udbredelsen af salmen skete ved mund til mund metoden. I byen var en handskemager ved navn Strasser, som havde fire børn, tre piger og en dreng. Deres sangstemmer var så usædvanligt smukke, og gennem flere år sang de i hjem og kirke.

 Den tid kom, hvor de skulle ud på markeder og udstillinger med Strasser-handsker for at hjælpe til med at holde virksomheden derhjemme i gang. For at forøge indtægterne optrådte børnene undertiden på markedspladserne med deres tyrolske folkemelodier, hvilket altid hurtigt samlede en stor skare omkring handskemagerens bod og fik salget til at gå strygende. I 1831 havnede de ved en julemesse i Leipzig, hvor de gjorde sig meget bemærkede ved at slutte deres optræden med at synge "Stille nat, hellige nat". Blandt de mange tilhørere ved Leipziger Messen var også en tysk musikprofessor. Han blev så betaget af sangerne fra Zillertal, at han inviterede dem til en koncert, som han havde ledelsen af som stedets organist. Det viste sig at være en rigtig gallaforestilling med et meget udsøgt publikum. Deres Majestæter Kongen og Dronningen af Sachsen var til stede.

 Det blev bekendtgjort, at der var fire unge mennesker fra Tyrol til stede, og at de måske kunne overtales til at glæde forsamlingen og majestæterne med deres smukke sang. Da de havde sunget "Stille nat, hellige nat", brusede bifaldet op mod dem. Kongen var meget begejstret for julesalmen og spurgte interesseret til dens tilblivelse. Det eneste svar var en oplysning om, at det var en tyrolsk folkesang. Dette var ikke tilfredsstillende, og majestæten befalede en opklaring. Der gik flere år, inden man fandt frem til de to mænd i Oberndorf.

Der gisnedes om Michael Haydn som ophavsmand til melodien og teksten af  Goethe.

I 1854 henvendte Berlins Kongelige Hofkapelmester sig til Benediktinerstift  St.-Peter i Salzburg, og så kom der gang i opsporingen. Tilfældigvis var der en søn af Franz Gruber med i kirkekoret, og han kunne oplyse, at det var hans far, der havde skrevet melodien.

I det mindekapel i Oberndorf, som er fra 1937, findes et relief, der viser to mænd: Gruber med sin guitar og Mohr andægtigt lyttende. Begge havde deres drømme, som på en mærkelig måde gik i opfyldelse.

Joseph Mohr fødtes i fattige kår og blev opdraget blandt fremmede. I al hemmelighed drømte han om at blive verdensberømt sanger, hvilket han på en måde jo også blev. Lykken tilsmilede ham, da domprovsten tog sig af ham og sørgede for, at han fik en uddannelse og blev præst.

Franz Gruber var søn af en fattig væver, og han drømte om at blive noget ved musikken, men det ville hans far ikke vide noget af. I det skjulte gik drengen til musikundervisning hos stedets lærer, og hjemme på sit værelse øvede han sig på nogle træklodser, han havde sat fast på væggen som et klaviatur, som fingrene kunne glide hen over.

Pludselig skete der noget, som kom ham til hjælp. Læreren, som også var organist, blev syg. Så tog den 12-årige dreng mod til sig og spillede orgel til gudstjenesten så godt, at hans far ændrede syn på hans fremtidsplaner. Han købte endog et instrument til ham.

Ingen havde nok tænkt dengang, og da slet ikke de to mænd, at det problem, de løste juleaften 1818, skulle få så vidtrækkende betydning, som vi kender i dag.

Deres julesalme er gået verden over og har lydt juleaften på blandt andet krigsfronter, i koncentrationslejre, i domkirker og i små hjem til ære for verdens frelser.

Teksten er oversat til rigtig mange sprog - ca. 340 - også til dansk: "Stille nat, hellige nat"! Men vi holder dog mest af Ingemanns gendigtning: "Glade jul, dejlige jul".

Tanken om denne fortælling vil sikkert give større værdi for os, når vi juleaften synger "Glade jul, dejlige jul" omkring juletræet.

Ingemanns salme er ikke en direkte oversættelse af den tyske tekst, men må betragtes som inspireret af denne.

Der findes en oversættelse af "Stille nat, hellige nat", som er af Ellen Lissner 1994, og en ordret oversættelse af Frank 1997.

Skrevet af: Wolfgang Hirt.

Kilder: fra Oberndorfer Heimat Museum.