Små indgreb giver kroniske smerter
Hvis du er bange for kroniske smerter, er det ikke de store, men de mindre operationer, du især skal frygte.
Det viser en ny stor registerundersøgelse i hele EU, der netop er blevet præsenteret på den skandinaviske smertekonference i Aalborg.
En undersøgelse blandt 200 europæiske hospitaler om smerter efter operationer har konkluderet, at det ikke er de store, komplicerede indgreb, patienter oftest får kronske smerter af. Det er derimod de mindre, mere rutineprægede indgreb, og det er overraskende ny viden, fortæller professor Ole Kæseler Andersen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
- Selv de største eksperter ville tænke, at det var de store kirurgiske indgreb, der oftest giver kronisk smerte bagefter. Så det er da en stor overraskelse for alle, siger han.
Ifølge Ole Kæseler Andersen er hovedårsagen til de hyppige kroniske smerter ved mindre indgreb, at man ofte ikke tager smertehæmningen alvorligt nok. Han fortæller, at man ved større indgreb har en kirurg og en narkoselæge, der er meget opmærksomme på at hæmme smerteprocessen efter operationen. Men når der skal udføres de mere rutineprægede operationer, er der ikke fokus nok på tiden efter indgrebet.
- Når der skal laves sådan noget som en blindtarmsoperation klokken tre om natten, sætter man ofte yngstemanden, der er uddannet i forgårs, til det, og her bliver patienten ikke hjulpet nok både før og efter operationen, siger han.
Derfor kan man ifølge professoren også lære meget af den nye viden.
- Man er nødt til i forbindelse med indgreb at tænke mere på tiden efter operationen. Også når det gælder mindre indgreb, som man generelt må tage mere alvorligt. Risikoen for kroniske smerter ved operativt indgreb svinger mellem 10 og 50 procent, så det er langtfra et ligegyldigt område at fokusere på, siger han.