ligeTakeaway mange steder i Brønderslev
ERHVERV: Mange madsteder i byen leverer fortsat mad - man kan få lokal takeaway i mange forskellige former
Alle spisesteder er som bekendt lukket for spisende gæster for tiden, men der er fortsat mulighed for at tilbyde takeaway. Den mulighed har mange grebet i Brønderslev, og en række restauranter og caféer laver fortsat mad til deres kunder, som nu må komme ind og hente maden med hjem i stedet for at spise på stedet.
Brønderslev Golfcafé er et af de steder, hvor det fortsat er gang i køkkenet. Det er forpagter Lotte Lund Sletten Larsen, der står for det.
- Den første uge gik det simpelt hen bare godt. Jeg blev forbløffet over, hvor mange, der ville have det. Jeg tænker også, det var fordi jeg skrev om åbningstilbud. Vi blev fuldstændig overrendt, og vi er kun mig og min mand, så det var lidt specielt men meget fedt. Jeg synes, det er gået fint, opsummerer Lotte Lund Sletten Larsen.
Den næste uge var knap så travl men stadigvæk travl.
- Det var ikke så vildt som første uge, jeg tror, vi var bedre forberedt. Folk er søde og tager godt imod det, fortæller Lotte Lund Sletten Larsen.
Brønderslev Golfcafé har blandt andet budt på tapas, wienerschnitzler og stjerneskud, og de har også lavet smørrebrød. Gule ærter og bøf stroganoff har også været populært.
- Nogle kommer udelukkende for at støtte mig. Mange kommer ud, fordi det er dejligt at få noget god mad hjem at hygge sig med.
For Lotte Lund Sletten Larsen var det ikke oplagt at lukke og vente på bedre tider, også fordi hun har overtaget caféen fra 1. januar - tidligere var hun daglig leder, nu er hun forpagter.
- Normalvis har vi lukket i januar, men jeg har ikke nogle penge fra i sommers, konstaterer hun.
- Mit primære mål er, at vi kan få dækket vores egen løn og udgifterne betalt. Jeg har ikke forhåbninger om at lave overskud, fortæller Lotte Lund Sletten Larsen.
Flyvende start
Foderbrættet er nyåbnet i Brønderslev - den åbnede kort før jul. Her fortæller indehaver Casper Nielsen, at man tilbyder takeaway, hvor kunderne typisk ringer og bestiller på forhånd.
- Vi har åbnet dørene og er kommet med noget god mad. Vi kører med forskellige ting på facebook, fortæller han.
Foderbrættet byder blandt andet på stegt flæsk med persillesovs, schnitzler og tarteletter.
- Vores burgere er også blevet ret populære her i Brønderslev, fortæller Casper Nielsen, der oplever, at de er gået rigtigt godt med deres takeaway.
- Jeg kunne ikke være mere glad. Vi har fået en flyvende start.
Casper Nielsen var ikke i tvivl om, at man ville fortsætte med takeaway, da man ikke længere måtte have spisende gæster i huset.
- Det er så vi ikke sidder og keder os. Jeg har for meget krudt i røvet til at sidde hjemme og glo. Så så vi et marked for det heroppe, og jeg tænkte, at det kunne vi ligeså godt få åbnet, fortæller han.
Pizza på menuen
Også Sason Cafe og Restaurant i Brønderslev har åbent for takeaway, fortæller indehaver Hakan Sari.
- Vi har takeaway, som ikke kører ret godt lige nu. Indtil nytår var det fint nok, men januar den er lidt slem, konstaterer han.
Det er pizza, de sælger mest, men de har også burgere og kødretter.
- Alt det, man søger, har vi næsten, siger Hakan Sari.
Sason gør flere ting for at få mere gang i salget, blandt andet med tilbud og konkurrencer.
Hakan Sari har valgt at holde åbent for takeaway for fortsat at have en indtægt.
- Staten er jo rigtigt presset, som alle ved. Vi får lavet nogle penge. Det skal ikke gå ud over staten, mener han.
Selskabsmenuer
Landboskolen i Brønderslev har også takeaway. Her kører de med to og tre retters menuer, fortæller restauratør Carsten Adler.
- Vi kører ned til fire personer for at folk har mulighed for at overholde forsamlingsforbuddet. Selv om man kun mødes fire eller fem, er der stadig mulighed for at få selskabsmenuer og god mad, fortæller han.
Udover det har de deres normale menukort, som blandt andet rummer stjerneskud, smørrebrød og pålægslagkager.
- Vi har kørt mad ud af huset de sidste 26 år, så det er ikke nyt for os. Men det er nyt, at det er ned til fire kuverter, fortæller Carsten Adler.
Han oplever, at det er gået sådan rimeligt.
- Men det kunne sagtens være bedre, konstaterer han.
Til gengæld havde Landboskolen en ganske udmærket december, hvor folk fik mad til julefrokoster.
Og Landboskolen har fortsat en del smørrebrød, som kommer ud til mindehøjtideligheder.
Heller ikke på Landboskolen har man haft lyst til at lukke og vente på bedre tider.
- Det er for at vise folk, at vi stadigvæk er i byen. Og helt ærligt, så tror jeg, at jeg ville være blevet tosset ved at gå hjemme. Der skal være lys i forretningen og gang i gryderne, mener Carsten Adler.
Asiatisk mad
Der er også mulighed for at få asiatisk mad som takeaway i Brønderslev. Det tilbyder Restaurant Asia.
- Men det går ikke så godt, konstaterer indehaver Chauqun Lin.
Restaurant Asia har både sushi og varm mad som takeaway.
Chauqun Lin konstaterer, at det ikke kan betale sig at holde åbent, men det kan heller ikke betale sig at lukke.
- Hvis du holder lukket, mister du måske alle dine kunder, fortæller Chauqun Lin, der altså holder åbent med takeaway.
Nødt til at gøre noget selv
Brønderslev Hallerne holder også fortsat gang i køkkenet, selv om sportsaktiviteterne i hallerne er sat på pause for tiden.
- Vi prøver at lave noget hjemmelavet, veltilberedt mad, fortæller centerleder Laila Mølholt.
Også her går man ud på de sociale medier og forsøger at sælge, mens centerlederen oplever, at mund-til-mund metoden er den, der fungerer bedst.
De har blandt andet retter som mørbradbøf og schnitzler.
Brønderslev Hallerne var allerede gået i gang med takeaway i efteråret og fortsætter nu.
- Jeg synes, der er en fin lokal opbakning. Folk ved godt, at det er svære tider, det er ikke kun mig, det er samtlige madsteder og butikker. Det er skønt, det sætter vi pris på. Det kan godt være, at hvis vi regnede ud med løn, så tænker jeg, det ikke kunne svare sig. Men det handler også om at bakke op om byen. Vi kan ikke bare sætte os ned og vente på, at nogen redder verden. Vi er nødt til at gøre noget selv, mener Laila Mølholt.