- Kontanter ... nej tak, det ordner du selv udenfor i automaten
For ikke så mange år siden var man velkommen med sine forskellige gøremål i banken - når der skulle hæves lidt kontanter eller sættes penge ind på kontoen, betales en regning, veksles mønter til sedler eller når man manglede et nyt checkhæfte. Der var en række kasser, hvor der altid sad personale, som var klar til at servicere kunderne. Og man fik penge for at have penge i banken ... bevares, ikke mange, men der var dog noget, der hed en positiv indlånsrente.
Alt det er i dag et overstået kapitel. Kasselinjen (med et udtryk fra supermarkederne) er væk, kontanterne er væk, regninger betaler man via den hjemlige computer og der er ingen belønning for at spare penge op til dårlige tider - nærmere tværtmod. Og udviklingen er sket i løbet af så få år, at omstillingen er noget, som både kunder og ansatte har skullet vænne sig til ... og vel stadig ikke er kommet helt overens med.
- Det må du altså selv klare
I Brønderslev sidder Annette Drivsholm i spidsen for Spar Nord. Hun er helt tæt på udviklingen, som hun kalder naturlig ... og meget omfattende.
- Banker og sparekasser har fulgt den digitale udvikling i samfundet og har indrettet sig efter den. Hævekortet har i mange år været en naturlig del af vores liv, ligesom de fleste i dag kan betale deres regninger og selv følge med i deres økonomi på nettet - uafhængigt af tid og sted. Og med mobile pay er endnu flere ting flyttet fra den fysiske verden til den digitale, siger hun.
Med omstillingen til den digitale virkelighed er behovet for kasseekspeditioner stort set forsvundet, hvilket langt de fleste har vænnet sig til og har accepteret. Også selv om det kan været træls at stå udenfor banken og fumle med datterens store stak konfirmationssedler for at få dem til at passe i automaten, mens man skæver over skulderen for at se, om der er skumle typer i nærheden - for indenfor vil de ikke modtage pengene.
Corona har sat skub på
Den verdensomspændende epidemi har sat yderligere fart på afviklingen af brugen af kontanter.
- Nu er det jo blevet sådan, at butikkerne helst ikke vil modtage kontanter for at mindske smitterisikoen - ligesom flere og flere handler på nettet, hvilket også mindsker brugen af kontakter, siger Annette Drivsholm.
- Vi har stadig nogle få pensionister, som hver måned hæver et kontant beløb til hele måneden, men der bliver stadig færre af dem - og langt de fleste har fundet ud af at hæve i en automat eller har erkendt, at man i dag betaler med sit kort.
Vi nærmer os stille og roligt det kontantløse samfund, siger hun om en kendsgerning, der har gjort, at bankrøverier i dag hører fortiden til.
- Til gengæld er kriminaliteten flyttet på nettet, siger hun.
Fyringer og omskolinger
Udviklingen, der for alvor tog fart for nogle år siden, betød at banker og sparekasser har været gennem store omstruktureringer - og fyringsrunder blandt især frontpersonalet.
- Vi har sagt farvel til mange medarbejdere i branchen, men en del er også omskolet til kundesupport, hvidvaskområdet eller til at blive rådgivere, som der stadig er en stigende efterspørgsel efter hos vores kunder - samtidig med at kunderne er glade for, at de kan klare de fleste daglige ting uden at være i kontakt med os, siger Annette Drivsholm.
Personlig rådgivning
Den personlige rådgivning med et møde over en kop kaffe er stadig noget, bankkunder sætte pris på, når der skal købes bil, hus eller foretages andre ændringer, som sætter aftryk i privatøkonomien.
- I øjeblikket holder vi møderne via internettet, men når vi ikke er lukket ned af corona, mødes vi fysisk med kunderne for at snakke tingene igennem ... det er en stor del af vores forretning i dag, siger Annette Drivsholm.
På kryds og tværs
Noget relativt nyt er også, at banker og sparekasser i dag er mere end blot et sted, hvor man har sin lønkonto og låner penge til f.eks. en bil.
I dag tilbyder stort set alle banker og sparekasser forsikringer, pensionsopsparinger, investeringsmuligheder og kreditforeningslån i samme åndedrag som der snakkes indskud og overtræk på kontoen af den ene eller anden grund.
- Købmandsskab har altid været en del af det at drive et pengeinstitut, og det har været en naturligt udvikling, at vi tilbyder hele pakken til vores kunder, siger Annette Drivsholm.