Første stik på vejen mod en normal tilværelse
VACCINATION: 150 borgere blev i søndags vaccineret mod covid-19 i Dronninglund
Den har været ventet med stor længsel den effektive vaccine mod covid-19, men nu er den her. Plejehjemsbeboerne er allerede vaccineret, og i søndags kom turen så til de borgere over 65 år, som modtager både praktisk hjælp og personlig pleje i hjemmet. Det foregik i Dronninglund Hallerne, hvor læger og andet sundhedspersonale stod klar fra kl. 9. Trængslen var stor, da det hele begyndte. Adskillige var mødt op i meget god tid. Nu er det sådan, at man ikke ved disse vaccinationer bare kan møde op. Man skal på forhånd bestille tid. Det kan godt være et problem for nogle, og det har fået Ældre Sagen i Dronninglund til at komme med en opfordring.
- Vi skal alle hjælpes ad med at blive vaccineret mod covid-19. Ældre Sagen i Dronninglund opfordrer pårørende, frivillige og andre, der kommer hos ældre, til at hjælpe til med at booke tid til vaccination. Den er gratis og frivillig, lyder opfordringen fra formand for Ældre Sagen i Dronninglund, Hanne Andreasen.
Man kan booke vaccination via NemId, og hvis man ikke har det, kan man ringe til regionen på tlf. 97 64 84 63, hverdage kl. 8-17 og weekender 8-15.30. Man kan også booke tid til vaccination på www.vacciner.dk.
I løbet af fem timer blev der i søndags vaccineret omkring 150 borgere. Blandt dem var 96-årige Otto Madsen, der glædede sig over at blive vaccineret.
- Når man har overlevet Anden Verdenskrig, så går det nok også med et stik. Jeg mærkede intet, sagde en tilfreds Otto Madsen efter vaccinationen, der hurtigt og nemt blev foretaget af læge Silja Als-Frederiksen.
Hvis alt går efter planen, vil de borgere, der fik første stik i søndags, få andet stik tirsdag 9. februar.