Borgmester Mikael Klitgaard tog sammen med byrådsmedlemmerne Steen Søgaard og Dennis kvesel de første spadestik til den nye børnehave i Hjallerup. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Første spadestik til ny børnehave

NYBYGGERI: Den nye børnehave kommer til at rumme 75 børn og forventes at stå færdig til november

25. januar 2021 kl. 07:01
Borgmester Mikael Klitgaard tog sammen med byrådsmedlemmerne Steen Søgaard og Dennis kvesel de første spadestik til den nye børnehave i Hjallerup. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen
Børnehaven er placeret på et stort areal tæt på både skole og idrætshal. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

Byggeriet af den nye børnehave i Hjallerup tæt på skole og idrætshal er nu startet. Det skete, da der onsdag blev taget første spadestik til den nye institution, der får et bruttoareal på 649 kvadratmeter og kommer til at rumme 75 børnehavebørn og en personalegruppe på 15 personer.

- Der er heldigvis mange, der flytter til vores kommune, og det gælder også Hjallerup, hvor der kommer flere og flere børn. Det glæder vi os over, og derfor tilpasser vi os efter situationen og bygger denne idrætsbørnehave tæt på hallen, sagde borgmester Mikael Klitgaard (V), da han sammen med byrådskollegerne Dennis Kvesel og Steen Søgaard tog første spadestik.

Det skete i øsende regn og uden festivitas på grund af de stramme coronaregler.

- Børnehaven ligger perfekt i nærheden af idrætshallerne. Vi skal jo bevæge os mere, og derfor glæder vi os også over det samarbejde, vi har med vores idrætsforeninger. Børnene skulle jo gerne blive aktive udøvere af forskellige aktiviteter. I kommunen har vi ”Bevæg dig for livet”, og det er et fantastisk projekt, hvor vi prøver at få alle folk i gang. De børn, der skal gå her, bliver jo 102 år i gennemsnit. De skal have et godt liv, og hvis de bliver boende i Brønderslev Kommune, så får de det, sagde borgmesteren.

Steen Søgaard var det andet medlem af det trekløver, der tog første spadestik. Også han var særdeles tilfreds med det kommende byggeri.

- Vi er meget tilfredse med, at det nu er lykkedes at starte byggeriet af en ny børnehave i Hjallerup. Der er mange børn i byen, og jeg er rigtig glad for, at der nu kommer en børnehave mere. Jeg er også glad for, at der kommer fokus på bevægelse og idræt. Der er søgt penge fra forskellige fonde, og der er lavet en samarbejdsaftale med Hjallerup Samvirke om dette projekt med mere bevægelse for at involvere hele byen. Der bliver en stor succes, er jeg sikker på, og jeg ved, at der er mange borgere, der bare venter på at kunne skrive deres børn ind i den nye børnehave. De glæder sig til november, når vi kan indvie den, sagde Steen Søgaard Pedersen (L).

Heri blev han bakket op af Dennis Kvesel (V).

- Det er takket være et godt samarbejde i byrådet, at det nu endelig er lykkedes at starte byggeriet af denne børnehave, sagde han.

- Hjallerup er en by i vækst, og det kræver, at man hele tiden får ting til at ske. Vi glæder os derfor også over, at en hal tre er på tegnebrættet, og at skolen står foran en større renovering. Det er godt at se, at der hele tiden i byrådet er mange, der støtter udviklingen i Hjallerup, sagde Dennis Kvesel.

De samlede udgifter er beregnet til ni millioner kroner, og man forventer, at børnehaven står færdig til november.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu