Brandstationsleder Robert Thuemann Clemmensen foran en af stationens flotte og udrykningsklare brandbiler. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Falck i Dronninglund mangler i øjeblikket deltidsbrandmænd

DELTIDSBRANDMAND: Man skal ikke være superhelt for at være brandmand, og man må gerne være en kvinde

27. januar 2021 kl. 06:34
Brandstationsleder Robert Thuemann Clemmensen foran en af stationens flotte og udrykningsklare brandbiler. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen
Hver brandmand har sit eget udstyr, der er stillet frem, så man hurtigt kan tage det på og hoppe ind i brandbilen. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen
Brandstationsleder Robert Thuemann Clemmensen og udrykningsleder Thomas Boelt viser noget af det udstyr, der er med i brandbilen. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

Brandvæsenet er meget afhængigt af deltidsbrandmænd, der med kort varsel kan smide alt, de har i hænderne, og møde op på brandstationen. Det skal gå hurtigt, så man skal derfor arbejde eller bo tæt på stationen, og det giver i øjeblikket nogle udfordringer. I Dronninglund mangler man således for tiden tre mand.

- Tre af vores dygtige brandmænd har valgt at gå på pension efter mere end 30 år i korpset, så nu søger vi nye kræfter til at tage over og sikre et stabilt og kvalificeret beredskab i Dronninglund og omegn, siger brandstationsleder Robert Thuemann Clemmensen.

De brandmænd, man har brug for til beredskabet primært i dagtimerne, skal kunne møde senest fem minutter efter, alarmen er gået. Da skal brandbilen nemlig helst køre ud af garagen.

- Det stiller krav til bopæl og/eller arbejdsplads. Tidligere havde vi mange store arbejdspladser i byen, men nu er der ikke så mange tilbage, og da man skal kunne være fremme i løbet af fem minutter, skal man altså bo eller arbejde tæt på, siger lederen, der også oplyser, at Falck i Dronninglund kører 60-80 udrykninger om året.

- I langt de fleste tilfælde er vi tilbage igen inden to timer, men man kan aldrig vide, hvad vi bliver kaldt ud til, siger Robert Thuemann Clemmensen.

Hvis man ønsker at blive ansat som deltidsbrandmand, skal man først gennemgå en uddannelse, der består af både en grunduddannelse og efterfølgende en funktionsuddannelse. Grunduddannelsen, som også kaldes indsatsuddannelsen, er tilrettelagt som weekenduddannelse eller som ugekursus. Det samlede omfang er 74 timer og foregår på uddannelsescenter Langvang i Randers. Grunduddannelsen efterfølges af funktionsuddannelsen, som er på 148 timer. Denne del gennemføres som regel over fire hverdagsuger eller otte weekender.

- Man skal ikke være supermand for at være brandmand. Man skal være handlekraftig, tillidsvækkende, rolig og hjælpsom. Desuden skal man altså kunne give fremmøde på stationen på under fem minutter. Det er ikke kun mænd, vi søger. Kvinder er lige så velkomne. Målet er faktisk, at 50% er kvinder over de kommende år. Vores erfaring er, at kvinder klarer sig lige så godt som mændene. Det handler ikke om køn, men om teamwork. Vi hjælper hinanden for at nå i mål. Det kan være krævende at være brandmand, men vi er gode til at hjælpe hinanden, siger brandstationslederen.

- Det er faktisk en livsstil at være brandmand, føjer Thomas Boelt til. Han er udrykningsleder for de seks Falckstationer i Brønderslev og Hjørring kommuner.

- Jeg har selv været med i 14 år, men vi har mange, der har været her i 25 og 30 år. Man bliver bidt af det, siger han.

Som deltidsbrandmand får man løn efter gældende overenskomst, når man er under uddannelse, under udrykning eller på andre opgaver. Desuden får man et månedligt beløb for at stå til rådighed og et beløb for at have weekendvagter.

- I Dronninglund er vi 17 engagerede brandmænd med mellem et og 35 års erfaring. Vi er en blandet flok, der arbejder inden for forskellige erhverv og har et fantastisk sammenhold. Lige nu mangler vi tre nye kolleger, som vi selvfølgelig glæder os til at tage imod og gøre til en del af vores fællesskab, slutter brandstationsleder Robert Thuemann Clemmensen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu