Erhvervsforeningen overtager visithals.dk
Mens hjemmesiden visithals.dk hidtil har tilhørt Sol og Strand Feriehusudlejning, så har virksomheden nu solgt domænet til Hals Erhvervsforening. Det glæder ikke mindst foreningens formand, Karsten Trabjerg. - Vi er rigtig glade for, at vi har fået mulighed for at overtage dette domæne. Det har længe været et ønske at benytte visithals.dk til information fra området. Og visithals.dk spiller godt sammen med vores facebookside af samme navn, siger formanden.
Sol og Strand Feriehusudlejning erhvervede i sin tid domænet ud fra et ønske om at benytte siden til at fortælle om ferieoplevelser i området. Den opgave skal fremover varetages af Hals Erhvervsforening. - Det er en fordel for alle, påpeger bureauchef hos Sol og Strand Hals, Tina Boelt Sørensen. - Vi ønsker at give de feriegæster, der besøger Hals det optimale udgangspunkt for at få de bedste oplevelser. Foreningen får nu mulighed for informere feriegæsterne om de oplevelser som destinationen rummer. Det er glædeligt. Vi har det samme mål for øje – nemlig at få gæster til vores skønne område, lyder det fra bureauchefen.
Ifølge Karsten Trabjerg er hjemmesiden endnu under udarbejdelse. - Men når den er klar til at gå i luften, vil brugerne kunne finde information om indkøbssteder, attraktioner, oplevelser og spisesteder i området fra Hou i nord til Dokkedal i syd, forklarer han.