En festdag på gymnasiet

BRØNDERSLEV: Kære stx- og hf-studenter.

Et stort tillykke med huen - Tillykke til jer og til jeres familie!

Forleden faldt jeg over et debatindlæg i Politiken. Indlægget var skrevet af en studerende - det kunne være én af jer om et års tid. Grunden til at jeg stoppede op var, at Politikens redaktør havde sat en dramatisk overskrift på: "Ung mand har opgivet verden". Jeg tror, det første jeg kom til at tænke på var Kingos "Ked af verden, kær i himlen", som I måske kan huske fra dansktimerne, den næste association gik i retning af en ungersvend, der havde vendt blikket indad - måske pga. ulykkelig kærlighed - men dog lige ville indvi Politikens læsere i sin beslutning.

Mine forventninger var dog helt forkerte. Den studerende har valgt at stå af på de forventninger, han mener, forældre og samfund har til ham og hans generation - altså jeres generation - om at I skal gøre en indsats, en forskel, ved at forholde jer til atomvåben på den koreanske halvø, politiske og militære konflikter og katastrofer i Mellemøsten, flygtningestrøm og migration i Europa, Præsident Trumps idioti i USA, ytringsfrihed og mistillid til politikere og eksperter, klimamæssige forandringer, økologi, dyrevelfærd og affaldssortering, for nu at nævne nogle stykker.

Skribenten har valgt at udforske sig selv i stedet for verden, at finde ud af hvem han selv er og koncentrere sig om de nære ting: Kend dig selv! Han tager mærkatet Me-generationen på sig og udlever det. Og det - skriver han - er et godt valg for ham. Han oplever nu mere nærvær, livsglæde og meningsfuldhed i sit liv.

Hans frustrationer tror jeg, vi alle kan forstå. Man kan med en vis ret hævde, at I er på vej ud i en verden, der er mere kaotisk og uforudsigelig, end vi kunne forestille os for bare nogle få år siden. Men pointen er, at den verden skal nogen have styr på, og det bliver jer, der skal løse opgaven. Der er ikke andre til det. I bliver nødt til at forholde jer til de store spørgsmål med de redskaber, I har med jer, bl.a. her fra BG.

Derfor dur det ikke, at I bliver alt for navlebeskuende og kun interesserer jer for jer selv. Men en reaktion på alle de store spørgsmål kunne jo godt være alligevel at vende blikket indad og spørge bredere: Hvem er vi så, hvad vil det sige at være dansk, og hvordan forstår vi vores nationale identitet? På den måde kan vi måske blive lidt klogere på, med hvilke forudsætninger og med hvilken bagage vi møder de globale udfordringer.

Men det kan være svært at indfange, hvad danskhed er for noget. I 2011 skrev Henrik Nordbrandt et digt om netop det:

Danskheden er en skøn ting

og så sjov!

Det er så typisk dansk ved danskheden

at den er så sjov.

For ikke at tale om den danske alvor.

Den er så alvorlig

på den typisk danske måde

der gør den så typisk alvorlig.

I det hele taget er danskheden så typisk.

Det mest typiske ved danskheden er

at den er så typisk

så typisk dansk.

Alvor og sjov

er typiske nok hver for sig

men ikke så typiske som danskheden.

Danskheden

er det mest typiske af alt.

Danskheden er sådan en skøn ting.

Digtet giver jo ikke noget præcist svar på, hvad danskhed er for noget. Men den ironiske tone, Henrik Nordbrandt bruger til dels at spidde danskheden, dels at lægge en tilpas humoristisk afstand til den, er dog temmelig dansk: Man skal passe på med at være for direkte i sin kritik - og man skal helst ikke blive for højstemt. Højstemte kan I dog måske godt blive, når I kigger herop på det måske allermest danske, vi kan forestille os. Der er ikke nogen tvivl om, at det danske flag er noget, de fleste danskere tænker på, når vi snakker danskhed. Og jeg er sikker på, det gav et ekstra sug i maven på jer forældre, da jeres næsten voksne børn kom ind med Dannebrog i spidsen.

Her på BG har vi siden skolens start markeret dimissions-ritualet med faneindmarch. Sådan gør man ikke på alle landets gymnasier, og jeg er sikker på, at traditionen af nogle kunne opfattes som overdrevent nationalistisk. Ifølge den nordirske antropolog, Richard Jenkins, er det et dansk særkende, at det danske flag er en integreret del af danskernes hverdagsadfærd. Ifølge Jenkins bruger vi det 799 år gamle flag i tide og utide, ved fødselsdage, i lufthavne, i kolonihaver og på borde - og så altså på BG: ved dimissionsfesten.

Jenkins kalder det hverdagsnationalisme. Og hverdagsnationalismen lærer danskerne, fra vi er små. Ud over det med flaget foregår det ubevidst, fx når pædagoger i børnehaver lærer børn at gebærde sig i samarbejdets ånd, lytte til hinandens holdninger og perspektiver og så vidt muligt undgå konflikter. Daginstitutioner og skoler er steder, hvor børn og unge dannes. Vi kopierer i høj grad, hvad vi ser og hører.

Konklusionen på Jenkins’ analyse er, at det er karakteristisk dansk at tage hånd om hinanden og forvalte hinandens liv. Nogle opfatter det som omklamring og indgreb i den enkeltes frihed, andre som en form for et kollektivt ansvar, vi har over for hinanden. For de fleste af os er samarbejdsånden en del af det fællesskab, der gør, at vores samfund fungerer godt, en del af den demokratiske dannelse og sammenhængskraften.

Vi ved fra Adam Oehlenschlägers "Der er et yndigt land" (1823), at bøgetræet er dansk - langt mere dansk end egetræet - ikke mindst når det kan stå og spejle sin top i bølgen blå. Og vi ved også fra digterne, at der er noget særligt dansk ved en strand med gråhvidt sand, muslingeskaller, blå bølger og legende børn. Vi har i digte og sange lært, at vores land er yndigt, det bugter sig i bakke og dal, og bøgen spejler sig. Og landet er en kvinde. Hun hedder Freja. Alle disse ting er ikke noget, vi kan se, hvis vi ikke ved det. Udlændinge kan ikke se det. Men vi selv kan, fordi vi er opflasket med litteraturens billeder. Vi ser verden, som den er i vores tanker.

Vi har ovenikøbet kunnet ironisere over det billede af Danmark, der blev nedskrevet i 1800-tallet. Hvorfor er Shubiduas sang Danmark fra 1978 fx morsom:

Se, solen stiger op over bilkirkegården Og malkepigen pumper sin ged Mens præstens kone står på hænder for sin bror Og kløvermarken står i flor

Hvorfor er det sjovt at Michael Bundesens sol står op over bilkirkegården og ikke som Jacob Knudsens op af havets skød? Det er sjovt, fordi det idylliske ufarligt krakelerer med bilkirkegårdens skrammel, samtidigt med at idyllen med kløvermarken i flor i sidste linje alligevel fastholdes. I et senere vers bliver ironien tykkere og værdikritikken mere udtalt Der findes andre mennesker end dem der er danske De bor i huler og slås hele dagen Det har vi lige godt aldrig nogensinde gjort De varme lande er noget lort

Gennemgående bliver Shu-bi-dua dog aldrig sådan rigtig kritiske - og det kan vi danskere, jfr. Nordbrandts digt, godt lide. Bundesen holder fast i at "storken er en dejlig flyver, koen har et dejligt yver, og dansken er en dejlig mand". Det yndige er skiftet ud med det dejlige. Måske fordi kvinden er skiftet ud med manden. Og vi mænd kan ikke så godt være yndige, men måske nok lidt dejlige.

Et yderligere element er en selvfølge både i vores nationale identitetsforståelse og i Shubiduas sang: Vi taler og forstår alle dansk. Malkepigen taler ikke polsk eller hollandsk. Det ville forstyrre den nationale idyl og ødelægge det romantiske billede, som vi bl.a. kender det fra H.C Andersen (1850):

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går; du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når.

Med andre ord bunder skolens evindelige insisteren på et ordentligt sprog - nutids-r’er, korrekt brug af hans og sin, nogle og nogen og korrekt stavning - måske dybere end irriterende pedanteri fra nogle dansklærere, der ikke har et liv. Sproget er en del af vores identitet, det er værdifuldt - og derfor skal vi passe på det.

Forestillingerne om national identitet er tæt knyttet til nationalstaterne, der opstod i Europa i midten af 1800-tallet. Det gælder også Danmark. I 1864 - efter Dybbøl - får vi en dansk nationalstat, hvor alle taler dansk. Og det er også først fra det tidspunkt, det giver mening at tale om dansk nationalisme.

Det er således en meget lille stat og et meget homogent folk, der kommer til at definere dansk national identitet, efter vi havde tabt alle betydende krige i 500 år. Nederlagene forklarer måske, hvorfor det efterfølgende har været muligt at fastholde forestillingen om Danmark som blid og yndig. I en lille bog i serien Tænkepauser beskriver Hans Hauge fortiden sådan her:

"Danmark var først en kirkestat med en luthersk statskirke. Så opstod et nyt billede: Danmark blev et hjem. Det skete med romantikken og det moderne, hvor nationalismen gjorde Danmark til et hjem, hvori der var en kirke, der lå ude i det fjerne. Men den var der, kirken. I det nationale hjem kunne de hjemløse moderne føle sig hjemme. Dette hjem udviklede sig til et socialt folkehjem med plads til alle - hvis de var danskere".

Og det var man i Danmark, helt op til 1960’erne, hvor de første tyrkiske gæstearbejdere kom til landet. Men hos størsteparten af etniske danskere levede forestillingen om en homogen dansk nationalstat befolket af et homogent dansk folk videre i endnu nogle årtier, også selv om man godt var klar over, det ikke længere var et helt realistisk billede af Danmark. Derfor fik vi i 1970’erne en række kulturudtryk i litteratur og på film og teater, hvor holdninger til de fremmede brydes. Et eksempel er Erik Clausens, En gæstearbejders farvel (1975) med omkvædet, "Man er altid velkommen i Kopenhagen, Rødgrø’ med flø’ og én over nakken". Men forestillingen om national idyl levede videre i flere årtier.

Siden 1990’erne er idyllen dog blegnet, i og med at der er sket en tydelig politisering. Kampen for dansk nationalisme er blevet en del af kampen mod indvandringen. Årets studenter er således vokset op med et lidt blandet arvegods: på den ene side et billede af Danmark som den homogene nation, hvor vi alle forstår hinanden, fordi vi har en fælles kulturarv, et fælles sprog, en folkekirke, som vi kan være medlemmer af eller lade være, men som dog præger hele det danske kultursæt. Og på den anden side en politisk og måske medieskabt forestilling om, at netop denne særlige danskhed er truet af kulturer udefra.

I er vokset op i en multikulturel hverdag, hvor I kender de såkaldt fremmede kulturer fra jeres børnehave, jeres folkeskole og også her fra gymnasiet, hvor I næsten alle har haft klassekammerater med rod i fremmede kulturer - eller selv kommer fra en fremmed kultur - kulturer, der har beriget jeres hverdag og undervisningen, fordi fagenes problemstillinger pludselig bliver langt mere vedkommende og ens udsyn større, når man oplever de kulturelle brydninger tæt på.

Det er blevet tydeligt, at vi alle skal tage stilling til, hvordan vi håndterer den nye situation med Danmark som begyndende multikulturelt samfund, hvad enten vi vælger at være imod al form for fremmed indvandring til Danmark eller går ind for helt eller delvist åbne grænser. Hvad enten vi mener, indvandrere i videst mulige omfang skal have lov til at bevare deres fremmede kultur, når blot de overholder dansk lov, eller om de skal tilpasse sig dansk kultur og danske vaner, lære sig og benytte det danske sprog.

Vi har været vant til at forestille os, at der altid har eksisteret et sammenfald mellem folk, stat, nation, sprog og kirke, sådan som det var indtil for nogle årtier siden. Og dengang spekulerede vi ikke så meget over, hvilket tilhørsforhold vi skulle kræve til de fem ting, for at man kunne kalde sig rigtig dansker. I dag er det klart, at krav om tilhørsforhold til hele pakken vil ekskludere rigtig mange mennesker, der ser sig selv som danske.

Danskernes selvforståelse udfordres af globalisering og en større grad af etnisk og religiøs mangfoldighed. En udfordring som nogle danskere hilser velkommen, mens andre er forbeholdne. Tonen er blevet skarpere, ind imellem hadsk, fordi der ikke længere er plads til os alle i det sociale folkehjem. Også derfor skal vi nytænke, hvad danskhed er i dag.

Henrik Nordbrandt beskriver danskernes forhold til fremmede mennesker i et andet digt Den danske sødme (2011):

Vi danskere skal være søde ved de fremmede

rigtig søde

sådan som det også ligger til vores natur

Vi skal også være søde ved dem, vi ikke kan lide

især dem

så de ikke lægger mærke til, at vi ikke kan lide dem.

Det er jo bare deres kultur

ved vi.

Hvis vi ikke kan lide deres kultur

Er det nok bare, fordi vi ikke har forstået den.

Vi danskere skal lære at forstå

At alle kulturer faktisk er lige gode

Andre folks dårlige manerer

hvidløgsånde, hånd- og halshugning

hekseafbrænding, hovedjægeri

stening, kannibalisme og alt det der:

Det er bare traditioner.

Dem skal vi ikke blande os i. Det er grimt

at mene noget grimt om andre menneskers

traditioner og kultur.

Det kan vi slet ikke være bekendt

som danskere.

Og det ligger som bekendt

heller ikke til os.

Sådan er vores kultur slet ikke.

Vi skal være søde.

Også selv om vi synes, at alle andre end vi danskere

er nogle røvhuller

skal vi være søde og forstående

og forstå

at det nok bare er os, der er noget galt med.

PAUSE

Og det er i det minefelt, at I, studenter, skal finde jeres eget ståsted som danskere, så I kan forholde jer til de store spørgsmål, I skal være med til at finde løsninger på. "Vil vi ændre verden, må vi ændre de tankemodeller, som vi lader være styrende. Verden er, som vi er", siger Steen Hildebrandt.

Det er mit og jeres læreres håb, at I her fra BG har fået så meget viden og dannelse med, at I kan navigere i minefelterne. At KS-synopser, AT-projekter, danske stile, samfundsfagscups, sprogdage, skoleforestillinger og alt det andet, I har været med til, har rustet jer til aktivt at tage del i samfundet. Jeg er overbevist om, at det fællesskab, I har haft, det kollektive ansvar, I har følt for hinanden, har styrket jeres evne til at bidrage til sammenhængskraften, - om ikke andet, så når det er gået galt til gymnasiefesterne. Det er ikke svært at se, at I er rundede af det, Jenkins definerer som dansk - at man tager hånd om og forvalter hinandens liv. Ikke mindst de egenskaber er jeg glad for at sende jer ud i livet med.

Jeg håber ikke, I bruger jeres frihed til at melde jer ud. Jeg håber ikke, I bliver navlebeskuende og jeg håber ikke, at I bliver "Kede af verden". Tværtimod håber jeg, at I melder jer på banen - klar til at forsvare sammenhængskraften og alt det, der er så "typisk dansk" - med eller uden den nordbrandtske ironiske distance.

Tak for den tid, vi har haft sammen, og held og lykke med jeres fremtid! Pas godt på jer selv og hinanden, hold fast ved de venskaber, I har knyttet her på skolen, og tænk jer godt om, når I skal være med til at ændre verden.

Med de ord dimitterer jeg årgang 2018 fra Brønderslev Gymnasium og HF.