Seneste nyt
Billede beskrivelse

Kunstcentrets store sommerudstilling viser både traditionelle og nyere kunstudtryk

24. juni 2026 kl. 16.03

DRONNINGLUND: Med over 100 deltagende kunstnere er det en af landets største og mest interessante skulpturudstillinger, som Dronninglund Kunstcenter i søndags kunne åbne.

Titlen er ”Skulptur og Street Art”, og udstillingen samler to kunstformer, som sjældent præsenteres side om side, men som begge har en naturlig plads i det offentlige rum. Den har undertitlen ”Kunstens rolle i en opbrudstid” og rummer over 100 udendørs skulpturer placeret rundt omkring i det naturskønne område ved Kunstcentret.

Billede beskrivelse

Indendørs kan man opleve omkring 175 skulpturer og relieffer samt malerier, tekstilkunst og grafik.

Som om det ikke var nok, kan gæsterne samtidig opleve farverige streetart-værker på Kunstcentrets facader.

På udstillingen kan man opleve otte dygtige streetartister, som er vant til at lave værker i det offentlige rum. Tit på store gavle. For at give plads til kunstnerne er Kunstcentret blevet pakket ind i store plader.

Blandt street art kunstnerne er Frederik Hesseldal, der også har været konsulent på udstillingen.

Billede beskrivelse

- I min optik er streetart vigtig, for den er et modsvar til, at det ikke kun skal være reklamens ord, der pryder vores offentlige gaderum. Der må også gerne være kunstværker, lyder det fra ham.

Skulpturer overalt ude og inde

De farverige street art værker er meget synlige, men det er nu skulpturerne, der fylder mest.

Blandt de mange udstillere er billedhugger Bodil Dam, der udendørs udstiller tre stentøjsskulpturer, som hun kalder ”De tre Dronninger”.

Billede beskrivelse

- Det drejer sig om biodiversitet. Den første dronning er for fuglene og den næste for pattedyrene. Her har jeg brugt en hasselmus. Den findes kun på Fyn og er særdeles truet. Den sidste dronning repræsenterer insekterne og bærer en bidronning, forklarer kunstneren.

Helle Rask Crawford har en stor skulptur stående i skulpturgården. ”BalanceAkt” kalder hun den. Den viser frøer, der bærer en ung pige på en balance stang.

- Jeg har brugt frøerne, fordi de er en del af vores fælles mytologi og en del af vores europæiske eventyr, forklarer hun.

Billede beskrivelse

- De er fantastiske at modellere, fordi de har samme hænder, fødder, knæ og albuer som mennesker. De kan udtrykke utroligt meget med deres kropssprog. I skulpturen er de i samspil med den unge pige, som jo traditionelt har skullet beslutte sig til, om hun ville kysse den eller prøve lykken selv uden at være afhængig af at finde en prins. Det er min datter, der har siddet model, og hun var 18, da jeg lavede den, og på det tidspunkt var hun netop ved at finde sin vej ud i livet. Det er jo en balancegang at komme fra det ene punkt til det andet, lyder det fra Helle Rask Crawford.

Hun er også formand for Dansk billedhuggersamfund, og ved ferniseringen fik hun ordet.

- Det er en meget international udstilling, der præsenteres i dag. Kunstcentrets kunstneriske leder, Stinne Teglhus, har som Dronning Margrethe den 1. samlet os ikke i en Kalmarunion, men i en Skulpturunion. Må den leve længe!

Brug for kunsten

Ved ferniseringen var der også en tale ved folketingsmedlem Marie Bjerre (V).

Billede beskrivelse

- Jeg synes, temaet er oplagt. Verden er i opbrud. Vi har brug for kunsten til at minde os om vores kulturarv, samle os, oplyse os, inspirere os og gøre os stærkere sammen. Vi har brug for at værne om vores hjemlige kulturværdier, vi har brug for tættere alliancer med vores naboer og allierede, sagde hun med henvisning til, at der på udstillingen er både danske og internationale kunstnere.

Udstillingen kan opleves frem til 6. september. Den udendørs skulpturudstilling fortsætter dog helt frem til 18. oktober.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste