Gitta og Bjørn inviterede på sensommerstemning og økologiske oplevelser
BRØNDERSLEV: Omkring 1.000 gæster lagde i weekenden vejen forbi Lille Østergård Økologi ved Brønderslev.
Her var der for 30. gang inviteret til Økologisk Høstmarked og vanen tro var gården indrammet af aktiviteter. Stedet summede af liv, mens besøgende gik på opdagelse blandt fødevarer, kunsthåndværk og aktiviteter.
Markedsgæsterne kunne opleve et bredt udvalg af økologiske og lokalt producerede varer. Honning, frugt, blomster og pileflet udgjorde nogle af fristelserne. Ligeledes kunne folk fornøje sig med musikalsk underholdning, hestevognskørsel, pandekagespisning og caféhygge.
Lille Østergård drives af Gitta og Bjørn Kjelgaard, som siden 1994 har dyrket jorden efter økologiske principper. På de cirka 13 hektar produceres blandt andet grøntsager og blomster samt kødprodukter fra svin og okse.
Gården er i øvrigt værdsat langt uden for lokalområdet. Blandt kunderne er den Michelin-anerkendte Restaurant Alimentum i Aalborg, som anvender en række råvarer fra Lille Østergård.
Jubilæumsmarkedet på Lille Østergård var et led i et landsdækkende initiativ, hvor i alt 28 økologiske gårde over hele landet åbnede dørene for publikum.