Dronninglund Kunstcenter står foran flere jubilæer
DRONNINGLUND: Til næste år er det 50 år siden, Dronninglund Kunstcenter blev indviet. Det blev skabt af elinstallatør Birger Jensen, som var en passioneret kunstelsker.
Selv om han med byggeriet løb ind i en række problemer, fastholdt han sin drøm, og 1. november 1975 kunne der tages første spadestik til et byggeri, der var helt særligt og meget anderledes i forhold til, hvordan man ellers byggede i 70-erne.
Byggeperioden var ret lang, og Kunstcentret var først klar til åbning 6. og 7. august 1977. Der var stor interesse for det nye udstillingssted, og folk strømmede til.
Det viste sig dog ret hurtigt, at det ikke var så ligetil at stable gode og spændende udstillinger på benene, og efterhånden kneb det med at få enderne til at hænge sammen økonomisk.
I starten af 1982 blev stedet erklæret konkurs, og ved den efterfølgende tvangsauktion blev det solgt til Arne Nielsen. Han forsøgte at drive stedet videre, men måtte erkende, at hver udstilling kostede ham penge, så han måtte efterhånden se sig om efter en køber.
Her kom skolesamvirket Tvind på banen og overtog stedet 1. februar 1986.
Tvind overtager
Så fulgte en lang periode, hvor man stort set ikke hørte noget til stedet, der efterhånden blev glemt. Den megen lukkethed irriterede borgerne og begyndte efterhånden også at bekymre politikerne.
Der blev afholdt flere møder mellem bestyrerne og politikerne. Man sporede en vis interesse fra Tvinds side i et samarbejde, og det udmøntede sig i, at da Dronninglund by i 1998 kunne fejre sit 100-års jubilæum, blev det aftalt, at der skulle afholdes en kunstudstilling på Kunstcentret.
Viceskoleinspektør Niels Chr. Dalsgaard og billedkunstner Elisabeth Asli blev opfordret til at arrangere udstillingen, og de påtog sig arbejdet med invitation af kunstnere, ophængning og udarbejdelse af katalog.
Udstillingen blev en stor succes og viste, at Kunstcentret havde befolkningens interesse. Det fik viceborgmester Bendt Danielsen til at foreslå, at lokale kræfter skulle købe bygningen. Det skete samtidig med, at Tvind blev presset økonomisk.
Tvind kontaktede da også kort efter Dronninglund Kommune for at høre, om man var interesseret i at overtage Kunstcentret. Det var kommunen ikke, men daværende kommunaldirektør Ove Thomsen nedsatte et hurtigt arbejdende udvalg, der med det samme indkaldte til borgermøde.
Tilbage på lokale hænder
Med i udvalget var direktør Keld Pedersen, Nordex Food A/S, og han skulle vise sig at få stor betydning for Kunstcentrets skæbne.
- Jeg var begejstret for idéen, men jeg havde rigeligt om ørerne og var derfor lidt tøvende. Det endte dog med, at jeg sagde ja til at gå med i arbejdet, da det var lidt for spændende at sige nej til, siger han og fortsætter:
- Det var jo en voldsom opgave at løfte, for vi skulle skaffe 4 mio. kroner i løbet af nogle få uger. Det gav lidt optimisme, da Spar Nord lovede 400.000 kroner. Så var vi i gang. Jeg indså, at hvis den lokale opbakning var der, kunne pengene skaffes
De indkaldte til et borgermøde, og selv om det var i sommerferien, mødte så mange op, at mødet måtte flyttes fra hotellet til skolen.
- Vi forklarede projektet og uddelte på mødet blanketter, så folk kunne melde sig til at arbejde på Kunstcentret og til at tilkendegive, om de ville give tilskud og afdragsfrie lån, siger Keld Pedersen.
Pengene i hus
Det lykkedes at skaffe de mange penge, så stedet igen kunne komme på lokale hænder og fungere som tiltænkt. Nu skulle man så til at klargøre huset til den første udstilling, der helst skulle åbne i forbindelse med påsken. Datoen blev fastsat til 24. marts, men var det overhovedet muligt?
På trods af at folk med forstand på udstillinger fortalte, at det ville være umuligt at stable en udstilling på benene med så kort varsel, gik kunstnerisk leder, Jette Abildgaard, i gang, og det lykkedes hende at få sammensat en udstilling med deltagelse af etablerede kunstnere som Jørgen Boberg, Peter Bonén, Ib Gertsen og Corneille.
I alt deltog 13 kunstnere, og udstillingen fik titlen ’13 til bords’. Så var niveauet lagt, og Kunstcentret kunne igen byde på vekslende udstillinger og fungere, som grundlæggeren havde tænkt sig.
Stor stabilitet
- Der har gennem årene været en rimelig stabilitet, fortæller Keld Pedersen.
- Der har været to formænd, og den ene er der endnu. Der har været to kunstneriske ledere, og her er den ene der også endnu. På samme måde med medarbejderne, hvor vi har flere, der har været med alle årene. Der har været en naturlig udskiftning, men der kommer hele tiden nye til, siger Keld Pedersen.
Han gætter på, at det skyldes flere ting, men afgørende har det været, at det er lykkedes at skabe en god atmosfære for de frivillige.
- Det smitter af, så gæsterne også oplever denne stemning. Man mærker den med det samme, man kommer ind. Vi er ikke altid enige om det hele, men det lykkes os altid at finde løsninger og komme videre. Det har været en fornøjelse at være med til. Vi har haft over 150 udstillinger gennem årene, og der har vel været et par tusinde kunstnere, antager Keld Pedersen.
Mindeværdige udstillinger
- Når jeg tænker tilbage på de mange udstillinger, er der mange, jeg mindes med glæde. Både den første udstilling og den efterfølgende Færøudstilling var gode og gav os en god start. Spændende var også udstillingen ’Vi sætter kulør på Nordjylland’. Det var en stor succes, og den blev fulgt op af udstillinger fra de forskellige egne i Nordjylland, siger han.
- Vores første skulpturudstilling i 2018 var også god. Ja, den kan jeg stadig blive helt høj af. For mig var udstillingen med Oluf Høst også noget særligt, ligesom jeg heller ikke kan glemme udstillingen med en række Skagensmalere. Det var Louis Nielsen fra Hjallerup, der ejede malerierne og lånte dem til os, siger Keld Pedersen.
Der var malerier for millioner, og han kom selv med dem i en hestetrailer.
- Det glemmer jeg aldrig. Jo, vi skylder Birger Jensen meget. Han var en ildsjæl, som fik en vanvittig idé og i modsætning til mange andre førte han den ud i livet. Det er der grund til at være taknemmelig for i dag, hvor vi har et moderne kunstcenter, hvor kunst, natur, arkitektur og den gode atmosfære går op i en højere enhed. Det er en god blanding, men det hele kommer jo ikke af sig selv. Alt skal passes, og her er de frivillige medarbejdere nøglen, påpeger Keld Pedersen.
Den nye sæson starter søndag 15. marts og er den 25. sæson efter genåbningen. Der er altså tale om en jubilæumssæson.