Billede beskrivelse

Sofabordet er prikken over i'et i din stue: Sådan styler du det

21. juli 2024 kl. 10.00
Opdateret 26. juli 2024 kl. 13.00

Til daglig indretter boligstylist Line Lundquist både private hjem og hjemlige miljøer hos virksomheder samt boliger til salg og til leje. Som klummeskribent giver hun dig her alle sine bedste råd til at skabe rum, som er rare at være i og smukke at kigge på.

BOLIG: At style dit coffee table - eller som vi siger på godt dansk, dit sofabord - er lidt som at sætte prikken over i'et i din stue. 

Det lille bord er ofte i centrum af rummet, og dets udseende kan skabe en harmonisk og indbydende atmosfære, som løfter hele stuen. Tænk på det som en måde at fremhæve din personlige stil i rummet og skabe et samtaleemne for gæster ved at inkludere nogle af dine yndlingsbøger eller små ting, du har købt på rejser.

Når du styler dit sofabord, er det også en let måde at ændre udtrykket i rummet uden at skulle ud og købe nye ting. Byt lidt rundt på elementerne engang imellem, og du har hurtigt et helt andet udtryk, som på ny giver liv til rummet. Du kan bruge både planter, bøger, æsker, lamper, små figurer, skåle, stearinlys, bakker osv. Kun fantasien sætter grænser. Følger du mine tre råd herunder, kan det ikke gå galt.

Her er mine tre bedste stylingtips til dig (og dit sofabord):

Billede beskrivelse

1: Lag og grupperinger

Bordet bliver meget mere interessant at kigge på, når det hele ikke er fladt og i et enkelt lag. Ved at stille ting ovenpå hinanden, spiller elementerne sammen, og får et helt andet udtryk. Det giver dig samtidig gode muligheder for at arbejde med forskellige højder.

Sæt nogle ting i grupper tæt sammen, og andre længere fra hinanden. Det skaber ro for øjet. En god måde at lave små grupperinger kan også være ved at samle nogle af tingene på en bakke eller et fad, så de naturligt får deres eget lille område på bordet. Når du arbejder med grupperinger, har du ret brede rammer for, hvad du kan sætte sammen, uden at det ser rodet ud.

Du kan også tænke farverne ind, når du arbejder med grupperinger. Ting i samme farvenuancer vil oftest afkodes af øjet som sammenhængende.

Se også
Aalborg-virksomhed skifter navn: - Alt hvad vi har drømt om, er ved at ske nu

2: Materialer og former

For at skabe et harmonisk og æstetisk resultat, er det en rigtig god idé at arbejde med materialer, som giver hinanden modspil, og det samlede udtryk balance. 

Er dit sofabord af træ, kan det f.eks. være en god idé med en bakke af marmor eller en vase af keramik, for at skabe modspil. Er dit bord derimod af sten, glas eller stål, kan du tænke på at tilføje blødere elementer som træ, flet eller stof i de elementer, du styler bordet med. 

Det samme gælder med formerne. Altså, er dit sofabord firkantet, så tænk på at tilføje nogle elementer med mere organiske former – og den anden vej rundt.

Billede beskrivelse

3: Æstetik og funktionalitet

Det siger måske sig selv, men der er ikke meget ved at have et smukt stylet sofabord, hvis ikke det fungerer i hverdagen. 

Tænk derfor over at inddrage ting, som du faktisk bruger (som f.eks. lys eller bøger). Sørg også for at efterlade bare områder på bordet, så du stadig har plads til at stille din kaffekop fra dig. De bare områder vil oftest også kun gøre godt for det samlede udtryk.

Spørger du mig, er det at style sit coffee table en sjov og kreativ aktivitet, som jeg gerne gør med jævne mellemrum. Jeg håber, at du også vil hygge dig med at style dit. God fornøjelse.

Billede beskrivelse

Fakta om Line Lundqvist

Artiklen er skrevet af boligstylist Line Lundquist, som ud over at skrive boligindhold til dagligt indretter og styler boliger for både private og virksomheder. 

Find hende på www.llboligstyling.dk og på Instagram under @linelundquist.

Del artiklen

Bolig og livsstil

Hvis du er på udkig efter inspiration til din bolig og livsstil, er du kommet til det helt rette sted. Her finder du forskellige bud på, hvordan du bedst kan optimere din boligindretning og din livsstil. Lad dig inspirere af tidens trends inden for boligindretning eller af de store trends inden for livsstil.

Tema

Bolig og Livsstil