Billede beskrivelse

Aalborg-virksomhed skifter navn: - Alt hvad vi har drømt om, er ved at ske nu

05. juli 2024 kl. 06.01

Fra i dag skifter Mani Pine navn til Hjemstavn. Det er imidlertid ikke den eneste markante forandring, den aalborgensiske møbelvirksomhed nu kan offentliggøre.

Barndomsvennerne Nicolai Adamsen og Jonas Damm er nemlig endelig klar til at løfte sløret for det kvantespring, de har drømt om at tage lige siden de startede Mani Pine for over 10 år siden.

- Vi startede med at lave møbler som spiseborde, sofaborde og hylder med Mani Pine, men drømmen har altid været at kunne tilbyde totale indretningsløsninger med fokus på især køkkenet, som hjemmets base. Det er vi stolte, at vi nu kan tilbyde med Hjemstavn, siger Nicolai Adamsen til Aalborg.nu.

- Alt hvad vi har drømt om, er ved at ske nu, fortsætter han med et smil.

Se også
Mani Pine skifter navn og kurs efter stor investering fra kendt møbel-duo

Med det nye navn og koncept følger også en ny hjemmeside samt åbningen af et helt nyt showroom på Danalien 1G i Aalborg. 

- Her træder man ind i et inspirationsrum af en anden verden. Der er glasfacader, 6 meter til loftet og storskærme med video og selvfølgelig en helt masse indretning og materialeprøver at gå på opdagelse i, fortæller Nicolai. 

Showroomet på Danalien er åbent fra i dag, men den den store åbningsfest afholdes først efter sommeren. Derudover er endnu et showroom lige på trapperne i København.

Billede beskrivelse

- Det her er next level

Mani Pines kvantespring til Hjemstavn sker med hjælp fra et nyt investorpar, der har stor erfaring fra møbelbranchen.

- Det, at Cathrine og Christian er kommet om bord, har givet os nogle helt nye muligheder for at eksekvere hurtigere på den her drøm, som vi har haft fra start, fortæller Nicolai.

Cathrine og Christian Rudolph-Christiansen står blandt andet bag Sofacompany, og trådte ind i den aalborgensiske møbelvirksomhed i januar, for at hjælpe Nicolai og Jonas med økonomi, flere hænder og sparring. 

- Det her er next level. Vi vil gerne skabe et kæmpe brand, som kan gå ind og prikke lidt til normer og standarder o den eksisterende køkkenbranche. Hjemstavn skal ud og være det nye og spændende valg, når man snakker indretning, siger Nicolai og fortsætter:

- Vi har skabt vores helt egne designs, og har derudover vi endnu større fokus på service i det nye set-up. 

Se også
Regatta-program er klar: Her er, hvad du kan glæde dig til

Hjemstavn starter med at lancere 5 linjer af køkkendesigns, som kan tilpasses ethvert hjem og skræddersyes efter hver kundes ønsker. Desuden findes der også varianter af de forskellige designs til både bad og garderobe. Materialerne er ikke længere kun lavet af træ som hos Mani Pine, men også linoleum og forskellige malede overflader. 

- Der er virkelig uanede muligheder, og man kan opleve det hele i showroomet. Her kan vi nu også tilbyde at tegne de forskellige køkkenløsninger ind i billeder fra dit hjem, så det føles som at se køkkenet in real life, fortæller Nicolai. 

Billede beskrivelse

Stadig det samme team

Selvom forandringerne er store, nye og spændende, så er der alligevel noget, der forbliver helt ved det gamle. 

- Selvom meget ændrer sig, vil vi gerne minde om, at vi stadig er det samme team med den samme nørdede passion for design og materialer, fortæller Nicolai om hans team af designere og håndværkere. 

Han og Jonas forbliver også i deres roller som direktører i Hjemstavn. 

- Nu glæder vi os bare helt vildt til at tage aalborgenserne videre med på den her del af rejsen. Det er kun begyndelsen, slutter han.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste