Sygehusansat opdagede brand - reagerede straks
Beredskab roser medarbejders hurtige indsats på Aalborg-sygehus
AALBORG: En bioanalytiker opdagede, at noget var helt galt, da hun tidligt mandag morgen mødte ind på patologi-afdelingen hos Aalborg Universitetshospital Nord ved Ladegårdsgade i Aalborg.
Der var brand.
- En bioanalytiker mødte ind ved 6-tiden og opdagede brand i et varmeskab. Hun fik fjernet strømmen til skabet og hældte vand på. Hun fik faktisk slukket branden, inden vi ankom, fortæller indsatsleder Anders Brosbøl fra Nordjyllands Beredskab.
- Flot reaktion!
Indsatslederen roser den hurtige indsats fra bioanalytikeren, der var alene i afdelingen så tidligt om morgenen.
Hvis branden ikke var blevet opdaget i tide, kunne den have bredt sig og forvoldt store skader, også på det kostbare udstyr i afdelingen.
- Flot reaktion fra hendes side. Hun reagerede prompte ved at slå strømmen fra og slukke ilden, pointerer Anders Brosbøl.
Det endte godt
Afdelingen har automatisk brandalarm, og derfor blev beredskabet hurtigt tilkaldt.
Indsatslederen fra beredskabet fremhæver, at sygehuset grundigt har instrueret sit personale i, hvad de skal gøre, hvis de opdager ild. Blandt andet derfor gik det så godt denne gang.