Brand: Eksplosionsfare hos Aalborg Portland
Brandfolk blev kulsorte og måtte vaskes i særlig badevogn
AALBORG: Nordjyllands Beredskab rykkede mandag morgen ud til Aalborg Portland efter melding om brand.
- Der var gået ild i et område omkring en kulmølle i en silo fyldt med kul, fortæller indsatsleder Anders Brosbøl fra beredskabet.
Det var bestemt ikke en ufarlig situation, fordi kulstøv på stedet kunne være blevet antændt.
- Det kan give en eksplosion eller en "forpufning", fortæller indsatslederen.
Så galt gik det ikke. Brandfolkene fik hurtigt sprøjtet vand på de mange gløder, og derefter overtog virksomheden selv opgaven med at få ryddet op.
Brandslukningen var noget af en beskidt opgave for brandfolkene på grund af kulstøvet.
- Vores folk var helt kulsorte bagefter, fortæller Anders Brosbøl.
Derfor var det nødvendigt for beredskabet at bruge en mobil "vaskehal" - en badevogn - til at vaske mandskab og udstyr, inden de kunne køre hjem til stationen.