Spar genåbner med et brag: - Vi kommer til at arbejde i døgndrift
Populær dagligvarebutik har fået en ordentlig overhaling
AALBORG: Håndværkere og medarbejdere vader rundt mellem hinanden. Kølediskene er helt tomme, og i indgangspartiet er en murer stadig i gang.
Selvom butikken holder lukket, bliver der arbejdet på højtryk.
- Vi skal være klar til fredag. Der er ingen vej udenom. Vi har ikke arbejdet i døgndrift endnu, men det kommer vi til de sidste par dage, siger Martin Bøgh Eliasen, der ejer Spar på Doravej i Vejgaard sammen med Niels Christian Bertelsen.
Dagligvarebutikken har været lukket siden 23. september, men åbner igen på fredag 18. november klokken 09.00. Butikslokalet er blevet udvidet, indretningen er forandret, og det meste inventar er blevet udskiftet.
Selvom det er noget af en mundfuld, er alt mere eller mindre forløbet efter planen. Håndværkerne mangler lige det sidste, men ellers har der ikke været de store forsinkelser på den front.
- De har været virkelig dygtige. Vores medarbejdere arbejder også på højtryk med at få fyldt hylderne op, siger ejeren.
Men selvom tingene kører på skinner, begynder det alligevel at spidse til for butikken.
- Man tænker jo altid, at der er god tid, men så nærmer man sig pludselig åbningsdatoen, siger Martin Bøgh Eliasen med et grin.
Renoveringen har samtidig været en god lejlighed til at få skiftet kølediske, lys og andet ud med mere energivenlige alternativer. Ejeren håber, at det kan bidrage til en stabil drift.