Billede beskrivelse

Spækhuggeren er stadig i live: Men det ser ikke for godt ud

Nørre Uttrup Lystbådehavn har stadig besøg af spækhuggeren, som dukkede op i Limfjorden

17. april 2022 kl. 14.48

AALBORG: Der er stadig liv i den store spækhugger, der for knap halvanden uge siden dukkede op i Limfjorden mellem Mou og Hals.

I dag holder den til ved Nørre Uttrup Lystbådehavn, hvor det stadig er muligt at få et glimt af hvalen.

- Jeg har været ude og kigge til spækhuggeren søndag formiddag, og den ligger på samme sted, som den har gjort de sidste dage. Der er liv i den, konstaterer Ivar Høst, som er vildtkonsulent ved Naturstyrelsen.

Svær at spotte

Ivar Høst fortæller dog, at spækhuggeren virker mere trist, fordi dens rygfinne er faldet sammen.

- Når spækhuggeren svømmer, bliver vævet strammet op i rygfinnen, og når den ligger stille, vil rygfinnen falde sammen.

Billede beskrivelse

Men det er ikke ensbetydende med, at den har fået det dårligere.

- Det er et udtryk for, at den ikke har bevæget sig. Om den har det dårligere siden i går, kan jeg ikke sige noget om. Det er meget det samme som de sidste dage, forklarer Ivar Høst.

Derfor kan det også være svært at spotte i Limfjorden.

- Den kan være svær at se nu, fordi rygfinnen ligger næsten helt ned mod vandet. Men det bedste sted at få øje på den er ved at køre ned til Nørre Uttrup Lystbådehavn ved Sundby-Hvorup Sejlklub, oplyser vildtkonsulenten.

Stadig håb

Ivar Høst kan ikke fortælle noget om, hvorfor hvalen ligger stille.

- Spækhuggere er flokdyr og er generelt meget aktive hele tiden, så det er dybt mystisk.

Billede beskrivelse

Men en spækhugger har før ligget stille i flere dage, pointerer han.

- Det var den samme spækhugger, der snød os i Øster Hurup i november sidste år. Der lå den stille i fire dage. Jeg tænkte, at den ville gå til, men så svømmede den sin vej lige pludselig. Reelt set kan det ske igen, men for hver dag, den ligger stille, tror jeg mindre og mindre på det.

Ivar Høst prøver dog at bevare sin optimisme.

-Det er ikke gode tegn, det her. Jeg synes ikke, det ser for godt ud. Men der er håb, så længe den trækker vejret.

Hjælper ikke igen

Da spækhuggeren i første omgang strandede mellem Hou og Hals, blev en redningsaktion sat i værk, selvom det ikke er normalen for strandede hvaler.

- Vi valgte at gøre det alligevel, fordi der var et håb om, at den kunne klare det, da den kun sad en lille smule fast, forklarer Ivar Høst.

Billede beskrivelse

Men de besluttede også, at de ikke ville hjælpe spækhuggeren fri, hvis den svømmede ind på lavt vand igen.

- Det ville være et signal fra spækhuggeren om, at den ville være i fred. Og det må vi jo bare acceptere, slår han fast.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste