Nyt speciale på Techcollege: Nu kan du uddanne dig til barber i Aalborg
Techcollege har åbnet for et nyt barber-speciale på frisøruddannelsen. Her skal eleverne blandt andet lære herreklip, barbering, skægpleje og iværksætteri
AALBORG: Fremtidens barberer kan nu tage deres uddannelse på Techcollege i Aalborg.
Fra august 2026 er barber-specialet blevet en del af frisøruddannelsen på skolen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Techcollege.
Ifølge skolen kommer det nye speciale efter flere år med vækst i barberbranchen og stigende interesse for faget.
- Barberbranchen har udviklet sig markant gennem de senere år, og vi oplever en stigende interesse for faget. Derfor er vi glade for nu at kunne tilbyde barber-specialet på Techcollege, siger uddannelseschef Pia Susanne Jørgensen.
På uddannelsen skal eleverne blandt andet lære avancerede klipninger, skægklipning, barbering, hudpleje, kundepsykologi og iværksætteri. Forløbet veksler mellem undervisning på skolen og oplæring ude i en salon.
- Uddannelsen giver eleverne et stærkt fagligt fundament og kompetencer, der skal til for at drive forretning, skabe gode kundeoplevelser og udvikle sig i en branche med mange muligheder, siger Pia Susanne Jørgensen.
Saloner skal være med til at uddanne
Techcollege har samtidig ansat en virksomhedskonsulent, der skal skabe kontakt til saloner, som kan være interesserede i at tage en barberelev.
En af mulighederne er ny mesterlære, hvor en større del af den grundlæggende oplæring foregår direkte i virksomheden.
- Vi oplever stor interesse fra branchen, og mange saloner ser et potentiale i at være med til at uddanne deres egne fremtidige medarbejdere, siger virksomhedskonsulent Emma Nørgaard Lykke Poulsen og uddyber:
- Ny mesterlære kan være en rigtig god løsning for både elev og virksomhed, fordi læringen foregår tæt på den daglige praksis.
Også fra branchen er der opbakning til den nye uddannelsesmulighed. Ricardo Rodriguez, der ejer Chao Chao i Aalborg og selv er uddannet frisør og barber, har engageret sig i uddannelsen.
- Den officielle barber-uddannelse er en drøm, der går i opfyldelse. Det er en tydelig anerkendelse, der giver en helt ny legitimitet til faget, siger han.
Mandag 28. september fra klokken 17 til 18 holder Techcollege informationsmøde om det nye speciale på Rørdalsvej 10 i Aalborg.
Her kan interesserede blandt andet høre om uddannelsen, ny mesterlære og mulighederne for saloner, der ønsker at tage en elev.