Naturister inviterer til kurbadsaften i Haraldslund
Der bliver både saunagus, kurbad, svømning og fællesspisning, når Haraldslund Vand- og Kulturhus i Aalborg danner ramme om en aften i naturismens tegn
AALBORG: Fredag 9. oktober inviterer Danske Naturister Nordjylland til naturistkurbad og wellness i Haraldslund Vand- og Kulturhus på Kastetvej i Aalborg.
Arrangementet er åbent både for medlemmer og ikke-medlemmer af foreningen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Dørene åbner klokken 18.30, og herefter venter fire timer med blandt andet kurbade, saunagus og fri adgang til stedets wellnessfaciliteter.
I Haraldslund er der desuden et 25 meter langt svømmebassin, to varmtvandsbassiner og to saunaer. I den store sauna, der har plads til 36 personer, bliver der i løbet af aftenen afholdt fem saunagus.
Mad er med i prisen
Mellem klokken 19 og 20 bliver der serveret tærter med salat og flutes i svømmehallens café. Der vil også være mulighed for vegetariske salater.
Senere på aftenen bliver der serveret frisk frugt, chips, kaffe og kage. Det hele er inkluderet i billetprisen, mens øl, sodavand og vin kan købes særskilt.
Prisen er 360 kroner for medlemmer af Danske Naturister og 400 kroner for ikke-medlemmer. Børn mellem fem og 18 år betaler 100 kroner, mens børn under fem år har gratis adgang.
Tilmeldingen skal ske senest 2. oktober via Danske Naturisters hjemmeside.