Billede beskrivelse

Sigtet for vold under knivstikkeri på gågade: - Det var nødværge

Politiet leder fortsat efter tre mænd, der mistænkes for at stå bag knivstikkeri på åben gade i Aalborg

03. marts 2023 kl. 15.53
Opdateret kl. 16.17

AALBORG: En af de mænd, der blev anholdt efter torsdagens knivstikkeri på gågaden i Aalborg, blev løsladt efter et grundlovsforhør fredag eftermiddag.

Her var manden - der er 24 år - sigtet for vold ved at have slået en af mændene i den gruppe, der endte med at stikke med kniv.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, men inden dørene blev lukket, fortalte hans forsvarer, Jens Christian Christensen, at den 24-årige erkendte at have slået den anden mand én gang med knytnæve. 

Den 24-årige hævder dog, at det skete i nødværge, fordi den anden mand trak en kniv og stak hans kammerat.

Og Retten i Aalborg mente ikke, at der var nok begrundet mistanke til at sige, at det faktisk var vold - og ikke nødværge - og derfor blev den unge mand løsladt, oplyser anklager Christian Jacobsen.

De to andre mænd, der torsdag blev anholdt i forbindelse med episoden, er også blevet løsladt.

Politiet mangler fortsat at finde frem til de tre mænd i den anden gruppe - og altså dem, der mistænkes for at have stukket med kniv.

Flere voldelige sammenstød 

Knivstikkeriet skete omkring klokken 16.45 i Algade. Her mødte to grupper formentlig helt tilfældigt hinanden.

Den ene gruppe bestod af tre mænd fra den kriminelle gruppering GT-gruppen. Det er de mænd, som politiet fortsat leder efter. 

Den anden gruppe bestod af personer fra det såkaldte London Netværk.

Det møde udviklede sig voldeligt, som det har gjort adskillige gange tidligere de senere år, når de to grupperinger er stødt på hinanden i det offentlige rum. Flere gange tidligere er der også brugt knive eller slagvåben.

Se også
Knivstikkeri var opgør mellem kriminelle grupper
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste