Verdens største Name It-butik indtager snart Aalborg Storcenter
AALBORG: Ure, tøj til piger og kvinder - samt et nyt madsted.
Det er tre af de nyheder, som Aalborg Storcenter netop har løftet sløret for i en pressemeddelelse.
Tidligere på året annoncerede man, at Ditur kommer til i shoppingcenteret, og åbningsdatoen ligger nu fast. Det bliver fredag 22. maj i Hummels gamle lokaler i Blå Gade, at Ditur åbner, oplyser Aalborg Storcenter.
Samtidig afslører man, at modekæden Gina Tricot åbner en ny flagskibsbutik i de lokaler, som Paw Sko efterlod sig, da de lukkede.
"Den nye butik bliver et markant løft af kædens tilstedeværelse i Nordjylland og vil præsentere det nyeste butikskoncept," skriver Aalborg Storcenter i pressemeddelelsen.
Ydermere kommer også endnu et nyt madtilbud til de sultne nordjyder, der måtte besøge Aalborg Storcenter.
Doticelli, der allerede har en lokation i Reberbansgade i midtbyen, åbner således også som en del af shoppingcenterets nye tiltag, MadGaden.
Man forventer, at Doticelli åbner til juni.
Verdens største butik
Foruden nyåbninger fortæller Aalborg Storcenter i den udsendte pressemedddelelse, at flere nuværende butikker "vælger at investere i større og forbedrede rammer i centret".
Blandt andet rykker Hunkemöller i nye og større lokaler med forventet genåbning til juni, mens også Matas udvider sin nuværende butik - og her forventer genåbning til september.
Andetsteds opruster Name It med en markant udvidelse og opgradering, som gør butikken til kædens største i hele verden - endda større end Name Its nyåbnede butik i Berlin.
Denne butik forventes genåbnet i det nye format til juni.
- Vi er utrolig glade for den udvikling, vi ser i Aalborg Storcenter netop nu. Det er et tydeligt bevis på, at både nye og eksisterende brands har stor tiltro til centret og dets potentiale. Vi arbejder målrettet på at skabe en endnu stærkere oplevelse for vores gæster – og de mange nye tiltag er et vigtigt skridt i den retning, siger Tom Dorf, der er centerchef i Aalborg Storcenter.