Billede beskrivelse

Skal AaB have en permanent butik i byen? Ikke endnu, mener direktøren

22. januar 2026 kl. 19.03

AALBORG: Juletiden har de sidste to år været lig med en AaB-popup-butik i Aalborgs gågader. 

Forrige år lå den i Slotsgade, og sidste år var det så Gravensgade, der lagde lokaler til salg af merchandise fra de rødhvide. 

Selvom sommeren 2025 bød på en ny nedrykning for byens fodboldflagskib, var der stadig god og flot opbakning til butikken, fortæller AaB-direktør, Michael Tuxen Boll, til Ligeher.nu. 

- Vi er overordnet set tilfredse med den trafik og den opbakning, der har været til årets popup-butik. Vi er bevidste om, at den er åbnet i kølvandet på en periode med en nedrykning, som giver nogle efterdønninger. Men det har været tilfredsstillende trods alt, siger han. 

Billede beskrivelse

Han og de øvrige AaB Shoppen-involverede har både fra Gravensgade sidste år og Slotsgade forrige år draget sig nyttige og gode erfaringer. 

Også i forhold til planerne om en permanent AaB Shoppen et sted i Aalborg. 

- Vi er ikke tæt på. Det handler om noget rettidig omhu. At investere i en butik har nogle omkostninger, så vi skal lige se det hele lidt an, inden vi bevæger os yderligere ned ad den sti. Og det skal gøres i det rette tempo, siger Michael Tuxen Boll og tilføjer: 

- Vi tænker hele tiden over, hvad der vil være det mest ideelle for en ny butik. Det kunne også være i et storcenter eller som en shop-in-shop-løsning, hvor vi bliver en del af en eksisterende sportsbutik. Intet er udelukket, understreger Michael Tuxen Boll. 

Popup-butikken i Gravensgade havde sidste åbningsdag 23. december. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste