Fra skibspumper til dametøj: Lone fejrer 40-års jubilæum
NØRRESUNDBY: Hun arbejdede egentlig som teknisk assistent og lavede pumper til skibe.
Men i 1986 blev hun ansat i en tøjbutik, og nu - efter fire årtier - er hun stadig at finde bag disken.
Lone Østergaard Laursen kan 1. maj fejre sit 40-års jubilæum i Butik Kærlighed i Nørresundby.
I den anledning har vi besøgt butikken for at høre, hvordan det hele startede.
Tøj med spræl
Når man træder ind i Butik Kærlighed, bliver man mødt af tøj med alverdens detaljer, accessories i massevis og skilte med opmuntrende citater, som Lone selv har skrevet.
Det her er ikke en tøjbutik som alle andre.
– Vi kan godt lide, at der er lidt knald på, fortæller Lone.
I butikken sælges der dametøj, som Lone har særligt udvalgt, og noget af det er faktisk hentet helt i Paris.
– Når man har været i faget i mange år, bliver man bare træt af stangvarer.
For Lone er det vigtigt, at hendes sortiment kan være med til at give et outfit et anderledes udtryk.
Fra skibspumper til tøj
Historien om, hvordan Lone endte i Butik Kærlighed, starter allerede i 1974, hvor hendes mor bliver ansat i butikken. Dengang hed den Mette Mode.
I mellemtiden uddanner Lone sig som teknisk assistent inden for maskinlinjen.
Efter uddannelsen arbejder hun med at lave pumper til skibe - men det skal ikke være hendes fremtid.
Lone vil noget andet, og derfor siger hun sit job op.
– Jeg skulle arbejde inden for noget kreativt.
Omkring samme tid mangler Lones mor assistance i butikken, og 1. maj 1986 starter Lone så i butikken.
Op- og nedture
Lone og hendes mor arbejder sammen i en lang årrække med stor fornøjelse, indtil hendes mor stopper i 2007.
– Vi var kollegaer, veninder og mor og datter, fortæller Lone og tilføjer, at hendes mor desværre gik bort for en måned siden.
Siden Lones mor stoppede i butikken, har Lone fået Susanne og Rikke med på holdet, og sammen har de været gennem tykt og tyndt - blandt andet coronapandemien, der ramte i 2020.
– Det var en sej kamp at komme igennem.
Alligevel står Butik Kærlighed her endnu, og i dag er der igen godt gang i butikken, fortæller Lone.
Jubilæumsfejring
Meget er sket siden 1986, men én ting har ikke ændret sig: Lone er her endnu - og 40-års jubilaren skal selvfølgelig fejres.
Derfor er der halv pris på de fleste varer i butikken på jubilæumsdagen, hvor Lone også byder på lidt godt til ganen og masser af hygge.
Du finder Butik Kærlighed på Vestergade 6, 9400 Nørresundby.