Rebilds kommunaldirektør lander ny stilling i Aalborg Kommune
REBILD/AALBORG: Ved udgangen af maj tiltræder Jesper Carlsen som ny direktør i Klima, Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Han kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Rebild Kommune - et sted han nåede at være i præcis tre år.
- Jeg er glad for og stolt over den tillid, ansættelsesudvalget har vist mig. Jeg er meget begejstret for fagområderne i Klima, Kultur og Sundhed. Det er områder, som efter min mening rummer et vigtigt fremtidsperspektiv for Aalborg Kommune. Det er områder, der skal skabe sammenhængskraft og fællesskaber i kommunen og bakke op om 'det gode liv'.
- Der er mange samarbejdsflader både med de øvrige forvaltninger i Aalborg Kommune og med civilsamfundet. For at lykkes med opgaven skal man lykkes sammen med andre. Det motiverer mig, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger Jesper Carlsen, der i øvrigt er bosiddende i Aalborg.
Han tiltræder i det nye direktørjob pr. 1. juni.