Billede beskrivelse

Slut med populær båltradition: - Jeg havde håbet på, at der var nogen, der greb den

30. april 2026 kl. 14.32

AALBORG: Hvad har en krabbe, en dinosaur, en fugl og en blæksprutte til fælles?

Selvom det lyder som starten på en dårlig joke, så er der faktisk et helt reelt svar.

De har nemlig alle sammen været inspiration til de årlige sankthansbål, der er blevet fast tradition i Fjordbyen.

Noget andet, der måske også lyder som en dårlig joke, er, at traditionen i år udebliver.

Der bliver ikke noget sankthansbål i kreative udformninger i år.

Det bekræfter Mikkel Munk Iversen, der de sidste år har været med til at bygge de skulpturer, der har udgjort sankthansbålene.

Og selvom det egentlig var meldt ud allerede sidste år, at det var sidste gang, der var sankthansbål i Fjordbyen, så er det stadig noget, der ærgrer manden bag.

- Jeg tror, jeg havde håbet på, at der var nogen, der greb den, da vi meldte ud, at vi ikke ville lave det i Fjordbyen igen, og at vi gerne ville indgå i et samarbejde med nogen om at lave det et andet sted, siger Mikkel Munk Iversen og konkluderer:

- Men det var der sgu ikke.

Uden sponsorer kan det hurtigt blive en omkostningstung omgang. For selvom Mikkel og hans samarbejdspartner selv har arbejdet på skulpturerne i deres fritid, koster materialerne også noget.

Håb forude

Selvom det ikke bliver i år, der kommer bål igen, så betyder det ikke, at lyset er helt slukket.

Der er nemlig snak om at lave et bål igen et sted i Aalborg til næste år. Lysten er heller ikke død hos Mikkel Munk Iversen endnu.

- Jeg kan også mærke, når nu det nærmer sig, at jeg har lyst til at lave noget. Jeg synes jo, at det er en gave til det sted, man er, at man laver sådan noget, siger Mikkel Munk Iversen og fortsætter:

- Jeg har også en drøm om at lave et kæmpe bål, der kan flyde rundt ude på Limfjorden imellem Stigsborg og Musikkens Hus. Så er der 10.000 mennesker, der kan komme og se det. Det har sgu format.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste