Kæde åbner spritnyt byggemarked i Aalborg-forstad
SKALBORG: En åbningsfest nærmer sig i Skalborg, hvor Jem & Fix lægger an til en snarlig åbning af et nyt byggemarked.
Det kunne Ligeher.nu allerede fortælle tilbage i december sidste år - men nu er byggeriet imidlertid så fremskredent, at byggemarkedskæden er klar med en konkret åbningsdato.
Det fremgår af flere bannere, der er hængt op på Halkjærvej i Aalborg-forstaden, hvor Jem & Fix har valgt at åbne det nye byggemarked - i øvrigt blot et langt stenkast fra det nuværende ditto på Pioner Alle.
- Vi udvikler og opfinder ting hele tiden. Og den nye butik i Skalborg bliver noget større end den nuværende med flere parkeringspladser, og den får også en drive-in, fortalte adm. direktør i Jem & Fix, Claus Petersen, til Ligeher.nu i december.
For mens det nuværende byggemarked på Pioner Alle fylder godt 1000 kvadratmeter indendørs og tilsvarende udendørs, får den nye butik på Halkjærvej 1000 kvadratmeter mere udendørs.
Heraf vil de 600 af dem være overdækkede.
Køreplanen for de sidste åbningsdage i det snart forhenværende byggemarked er også lagt.
Man holder således åbent til og med lørdag 16. maj på Pioner Alle, inden man søndag 17. maj kl. 8 slår dørene op i det nye byggemarked.