Så meget solgte Jan i stort Funcenter-udsalg
- Det gik tossegodt.
Sådan lyder det fra Jan Erik Olsen, ejer af Funcenter - der snart er tidligere beboer på Eternitten.
I den næstsidste weekend i december holdt man et stort udsalg, hvor adskillige års rekvisitter blev solgt - noget til spotpris, fortæller Jan Erik Olsen til Ligeher.nu Aalborg.
- Sådan som jeg lige husker det, fik vi solgt for 55.000 kroner, og det lyder jo ikke af meget. Men man skal tænke på, at når det meste koster under 1000 kroner - og oftest 40 og 50 kroner - så skal der en del til, for at det løber op, forklarer han.
Selve udsalget, som varede over to dage, var ifølge indehaveren "rigtig godt besøgt" - også af folk der bare kom for at lure lidt på udvalget.
Men der var også godt gang i afsætningen af de utallige ting, som Jan Erik Olsen har købt og hamstret igennem årene.
- Jeg tror, jeg har cirka seks affaldssække med ting, der ikke blev solgt i weekenden. Så alt i alt er vi meget tilfredse, understreger han.
Alt, hvad Jan Erik Olsen ikke fik solgt på udsalget, er nu lanceret på en online auktion. Den finder du i to dele her - og her.