Billede beskrivelse

Rema 1000 bekræfter butiksplaner i Nørresundby

06. december 2025 kl. 06.02

NØRRESUNDBY: Rema 1000 har været i heftig vækst over hele landet med adskillige nye butikker i de seneste år. 

De fleste af nyåbningerne er kommet i gamle Aldi-lokaler, og sådanne finder man også på Hjørringvej 56 i Nørresundby, som siden september 2023 har stået tom. 

Rema 1000 ejer dog stadig lokalerne, og i løbet af 2024 erhvervede man sig også ejendommene på Hjørringvej 48 og 50 - formentlig med henblik på at rive husene ned og inkludere disse i opførelsen af en ny dagligvarebutik med tilhørende parkeringspladser. 

Billede beskrivelse

Dengang ville Rema 1000's kommunikationsdirektør, Jonas Schrøder, ikke forholde sig til ejendomskøbene. 

- Vi kan desværre ikke sige mere på nuværende tidspunkt, lød det i et mailsvar tilbage i maj måned. 

Men nu vil Rema 1000 gerne sige mere om de konkrete planer på Hjørringvej. 

Kommunikationsmedarbejder Nicolaj Buchwald Kattrup fortæller mere:

- Vi har erhvervet ejendommen med sigte på at etablere en ny butik. Det er dog endnu meget tidligt i forløbet. Det, jeg kan dele, er, at der engang i det nye år starter en proces med kommunen om diverse tilladelser med videre, lyder det fra ham i en mail. 

Billede beskrivelse

Vi har efterfølgende spurgt, hvad planerne er for den nuværende Ingo-tankstation, der ligger mellem den gamle Aldi-ejendom og Hjørringvej 50. 

Det er det imidlertid endnu for tidligt at kommentere, skriver Nicolaj Buchwald Kattrup, ligesom han understreger, at det "endnu er for tidligt at kommentere en tidshorisont for projektet". 

Rema 1000 har i forvejen tre butikker i Nørresundby - én i Løvvangcentret, én på Viaduktvej og én på Vestergade. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste