Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lisbeths pluk-selv-eng er tilbage: - Hver buket er med til at sprede glæde

09. juli 2026 kl. 11.00

NØRHALNE: For femte år i træk har Lisbeth Weidinger nu åbnet op for sin blomstereng ved Nørhalne, hvor der er mulighed for at plukke en fin og naturlig sommerbuket. 

- Midt i en travl hverdag kan en tur i blomsterengen være et lille frirum. Her er der tid til at sænke tempoet, nyde stilheden og lade naturen give ro, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Lisbeth vægter naturen højt i sin egen hverdag og ønsker at sprede budskabet om, hvor vigtigt det er, at vi passer på den.

- For mig har noget af det vigtigste været at lære mine børnebørn, hvor vigtigt det er. Der er ikke noget, der gør mig gladere end at se min 4-årige barnebarns store glæde ved at plukke blomster, så frø og være med til at plante.

Derfor har man også mulighed for at købe små poser med frø, så man selv har mulighed for at opleve hele processen derhjemme.

- Det er en stor oplevelse for børn at se, hvordan et lille frø kan vokse til smukke blomster - og samtidig give de yngste en forståelse for naturen og glæden ved selv at være med, siger Lisbeth.

Billede beskrivelse

Blomsterengen er allerede godt fyldt op med rig mulighed for at skabe sin helt egen buket, men med tiden vil der også komme nye blomster til.

Om en måneds tid vil der blandt andet være solsikker og georginer.

Billede beskrivelse

En pluk-selv-buket koster 25 kroner, hvoraf et potentielt overskud vil gå til Danske Hospitalsklovne.

- Så hver buket er med til at sprede glæde – både hjemme i vasen og hos børn på hospitalerne.

Du finder Lisbeths blomstereng på Sulstedvej 72, 9430 Vadum.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste