Kristian er ny købmand i REMA 1000 Vingårdsgade
Det centrale Aalborg kan snart se frem til at få ny købmand i REMA 1000 på Vingårdsgade 6, når Kristian Simonsen overtager roret fra Christian Madsen, der hidtil har styret den populære dagligvareforretning. Det skriver REMA 1000 i en pressemeddelelse.
35-årige Simonsen har mange års erfaring fra dagligvarebranchen, og ser frem til at byde aalborgenserne velkommen i butikken og sætte sit eget præg på forretningen:
- Jeg glæder mig til at trække i REMA 1000-skjorten og byde kunderne velkommen i min butik. Det har længe været min drøm at blive selvstændig købmand, hvor jeg får mulighed for at sætte mit eget præg på butikken. Og så er konceptet i REMA 1000 fedt. Det bliver godt at komme i gang, siger Kristian Simonsen.
Fokus på frugt og grønt
Med en baggrund som uddeler i SuperBrugsen i Vejgaard bringer Kristian Simonsen en passion for frugt og grønt med til sin nye rolle. Han lægger vægt på at skabe en inspirerende oplevelse i frugt- og grøntafdelingen, hvor kunderne kan se frem til en frisk og fyldt oplevelse:
- Mit primære fokusområde er helt klart frugt- og grøntafdelingen, hvor mine medarbejdere og jeg altid vil sikre kunderne en afdeling, de kan gå på opdagelse i. Derudover har jeg også et stort fokus på, at vi i teamet skal have en klar holdning til at sikre en pæn og ryddelig butik, så vi altid er klar til at tage imod kunderne, siger Kristian Simonsen.
Fortsætter med samme åbningstider
Kristian Simonsen overtager nøglerne til REMA 1000 i Vingårdsgade onsdag den 30. januar, hvor butikken holder lukket. Åbningstiderne vil derefter være uændrede, nemlig 7.00 - 22.00 alle ugens dage.