Ny specialbutik i Aalborg: - Det er smagen af hjem
For snart seks måneder siden åbnede en lille specialbutik i Aalborg med et lidt særligt navn: DeliPL.
Som navnet måske afslører, er DeliPL en købmandsbutik, der forhandler polske madvarer – og så er det den eneste af slagsen her i byen.
- Idéen med butikken var at lave et mini-supermarked med polske varer, ligesom man kan finde det i andre byer i Danmark, forklarer butikkens direktør Michal Kaminski og fortsætter:
- Men der var ikke nogen i Aalborg, så vores er den første rigtige butik med polske varer her i byen.
Michal driver butikken sammen med sin mor, Katarzyna, som er kvinden, der startede det hele.
Hun kommer selv fra Polen, men har boet i Danmark i 16 år, og hun havde længe gået med en drøm om at åbne en polsk butik i Aalborg.
Starten har været god
Indtil videre har butikken haft en god start her i byen, og de regner også med, at opbakningen fortsætter.
- Min mor kender rigtig mange polakker her i Aalborg, så i starten var det stort set kun polakker, der kom. Men efterhånden kom der også folk fra Ukraine, Litauen og andre baltiske lande, fordi den polske mad minder om deres.
Og det er altså ikke kun aalborgensere med øst-europæiske rødder, der besøger købmandsbutikken på Østerbro. Michal fortæller, at også de danske aalborgensere er begyndt at frekventere butikken.
- Det er tit folk, der har været i Polen og som godt kan lide vores øl, pølser og også vores brød.
Får friske leverancer hver tirsdag
Hos DeliPL kan du altså få alle mulige polske varer – fra pølse, øl og syltede produkter til frisk brød og kage. Du kan endda få friske færdiglavede polske retter, som butikken får leveret hver tirsdag sammen med det friske polske bagværk.
- Hver tirsdag får vi leveret frisklavede færdigretter fra en polsk producent, så man kan smage alle de mest populære polske retter, fortæller Michal og nævner blandt andet den polske ret ’pierogi’, som er en polsk dumpling med fyld.
- Vi får otte forskellige slags pierogi med forskelligt fyld. Det kan for eksempel være kød, eller med frugt som jordbær.
Det er mere end bare mad
Spørger man Michal, så handler det om meget mere end mad:
- Vi har selvfølgelig nogle gode polske pølser, som man ikke rigtig kan få i danske butikker. Og sådan er der mange varer, man kunne snakke om, siger han og påpeger:
- Men i sidste ende handler det om, at det er smagen af hjem.